Jeg husker det, som var det i går: Min løbetur i den lokale skov 3. december '99 midt på eftermiddagen. Hvorfor gjorde du dog det?, har mange siden spurgt mig. Jamen vi vidste jo ikke bedre – INGEN vidste, hvad der ventede få timer senere...!
Jeg kom i tanke om den gamle oplevelse, da jeg stod med nogenlunde samme følelse efter Cross Marathon på Bornholm den 24.-25. marts. Hvorfor kastede jeg mig ud i dette vanvidsløb? - 50% nysgerrighed og 50% lykkelig uvidenhed!
Løbets navn er i sig selv en tilsnigelse. Jeg har deltaget i ufatteligt mange crossløb gennem årene og i en årrække var det én af mine favoritdicipliner – dengang der var ”rigtige” crossløb til – men mine snart 18 år i det vestjyske marskland har sat sine spor, og i dag er jeg absolut til at tæmme på en bakke.
Cross Marathon er ikke et crossløb – det er et efter danske forhold ekstremt trailløb!
Over 2 dage udsættes deltagerne for 4 etaper på mellem 9 og 12 km. I dette års udgave havde den arrangerende klub, Tejn IF, lagt lørdagens 2 etaper omkring Vang og søndagens 2 etaper omkring Rytterknægten.
Lørdag den 24. marts:
Vi bliver mødt på havnen i Vang af en tyk havgus og sølle 2 graders varme. 1. etape ta'r os i sydlig retning op i stenbruddet. Efter 500 meter møder vi den første forhindring i form af knædyb mudder, der klæber sig til skoene. Desperat prøver jeg at stampe den klæge masse af mine fødder i håbet om at kunne smide et halvt kilo ballast fra hver fod. Op – op – op går det, hen over en knoldet græsmark og så endelig nedad... i en ådal med mere knædyb mudder og væltede træer – tilbage over græsmarken og ned i stenbruddet, samme mudrede vej tilbage til mål... og så lige en omgang mere! - Det er på 2. omgang af 1. etape at jeg ligger mig på maven på en lille træbro og får krampe i baglåret. Jeg humper videre i nedsat tempo og får slæbt mig hjem på en 5. plads. Så er vi ligesom i gang, kan man godt sige!
Pausen er et mareridt. Det er hundekoldt, skoene bliver renset med børste og havnevand – så er de da i det mindste rene til næste etape... som bliver skudt i gang allerede 2 timer senere. Løbslederen lover os højdemeter og vand, og det får vi! Hvis 1. etape var hård, så er 2. etape decideret ond! De første 1.700 meter byder på 300 højdemeter op og ned ad skrænter, man under normale omstændigheder ALDRIG kunne finde på at forcere. Men nu har man jo det berømte nummererede stykke papir på maven, og så gør man som alle de andre og kaster sig i dødsforagt i afgrunden! - en kilometertid, der nærmer sig et kvarter! - Så skal man opleve dét med. I oktober fik jeg konstateret slidgigt i lænden, og nu løber jeg her? Jeg forsøger at skåne mig selv, især ned ad bakke. Jeg husker Løbslederens ord: ”Vi har strimlet et vandhul af og placeret en fotograf deroppe – de der løber udenom hullet, bliver taget ud af løbet!” - Fair nok – så kender man ligesom vilkårene! Gennemblødt og mudret og med begyndende krampe runder jeg mål... og begi'r mig ud på 2. omgang, og her var det så, at tanken slog mig: Nu kender jeg alle ondskabsfuldhederne fra 1. omgang, og så kan jeg bare glæde mig til det hele én gang til, mens jeg kæmper for at holde krampen fra at få overtaget.
Også 2. etape blev med nød og næppe hevet hjem med en 5. plads – totalt udsolgt på alle rækker!!!
Søndag den 25. marts:
Vejret er helt anderledes venligt i dag. 9 grader fra en næsten skyfri himmel er honning for en udmattet krop, som bæres på stive stolper. Hvordan pokker skal jeg komme igennem dagen menu?
Jeg lægger forsigtigt fra land på 3. etape. I dag handler det om at kontrollere krampen. Jeg har en god etape. Den er ikke nær så barsk som gårsdagens etaper, selvom der bydes på mosehuller, klipper og stejle trapper. Jeg kontrollerer min puls, har det komfortabelt og kommer hjem uden krampe i benene. Kæmpe optur efter alle spekulationerne. Utroligt at så stive ben overhovedet lystrer at løbe 12 km!
Efter en pause, hvor der bliver indtaget godt med kulhydrater og hvor der bliver slappet af i solen er vi klar til sidste etape. Klar er vel at tage munden lige lovlig fuld – hvis benene kunne tale havde de protesteret højlydt! Igen lægges der fornuftigt og kontrolleret ud. Starten er et langt og klippefyldt nedløb, hvor det handler om at kontrollere farten og skåne ryggen. Det efterfølges af et sumphul med brakvand til over knæene, masser af stejlt opløb og balance på udlagte planker – hele molevitten bagfra – og så forfra igen! Kort før mål ligger jeg alene – har sat mine følgesvende – kigger på min Garmin og konstaterer, at nu skal jeg bare i mål. Hovedet under armen og forbi alle afmærkningerne... først 300 meter senere aner jeg uråd, da jeg nærmer mig en asfaltvej. Totalt udmattet overvejer jeg i et splitsekund – men osse kun i et splitsekund – at skyde genvej gennem skoven, men samvittigheden byder mig dog at vende om og finde tilbage til ruten. Det er én af de mange faktorer, der spiller ind i såd'n et løb: Jeg var så udmattet, at jeg kun havde tanke for at komme i mål og løb derfor forbi de ellers tydelige afmærkninger...!
Men det var nu en svært tilfreds eksilvestjyde, der i mål kunne modtage sit diplom som bevis på at jeg havde gennemført 42 km (+ lidt ekstra!) ekstrem-trailløb over 2 dage i noget af det vildeste terræn, jeg nogensinde har bevæget mig rundt i. Det skal gøre godt at kome hjem til Vestjylland og hygge sig med lidt crossløb. Samtidig vil jeg sige, at dette løb har rykket ved mine grænser på en konstruktiv måde; jeg er begyndt at tænke cross på en ny måde. Cross Marathon på Bornholm er krøbet ind under huden på mig!
Henrik Olsen
