For ganske nylig arrangerede jeg for anden gang den sociale oplevelsestur i løbesko, som jeg har døbt ”Mandø Touren”. I år var vi 17 glade løbere, der snakkede og hyggede os igennem de 28 km fra Vester Vedsted, over Låningsvejen til Mandø, rundt om Mandø og retur til fastlandet ad Ebbevejen. Billedet, der aktuelt pryder Løbeklubbens side stammer fra denne dag...
... Nåmmen til sagen: Jeg har gjort mig det til en god skik at sige et par bevingede ord, inden vi løber afsted – i år ingen undtagelse – og i min lille tale til løberfolket, kom jeg til at sige, at turen også skulle ses som ”et modsvar til den stigende kommercialisering af sporten” og at den som såd'n og måske allervigtigst gerne skulle ”inspirere andre til lignende initiativer, så vi over tid får aflivet lemmingeløbene...”.
Løb skal ikke bare tale til fornuften – vi skal ikke bare løbe, fordi det er sundt – vi skal løbe, fordi det at løbe kan byde på SÅ meget mere. Og som såd'n kan Løbeklubben på Facebook jo i al beskedenhed være kilden, hvorfra inspirationen og løbelysten springer - i sin reneste form – fri for hensyn til sponsorer og andre kommercielle interesser, af medlemmerne, for medlemmerne... med hinanden.
”Keep it simple” og ”down to basics” er blevet nævnt rigtigt mange gange i forbindelse med Løbeklubben på Facebook, og når Etapeløbet Hærvejen ruller afsted fra Padborg mod Viborg den 24.-25. juni, så ved ALLE efterfølgende, hvad det er vi mener at Løbeklubben står for. På sigt har Løbeklubben på Facebook potentialet til at skabe den modkultur, der kan få ”de store, dyre og lidt for selvfede drenge” til at vakle – for de har ikke noget nyt at byde på!... I Løbeklubben sætter vi selv dagsordenen. Vi giver til hinanden og får tifold igen; samvær, oplevelser og gode historier at fortælle.
I grunden har jeg altid haft denne indstilling til løb. Man kan sagtens mærke om en arrangør har gjort sig umage. Fejl oplever man tit – især i helt nye løb – men man kan godt mærke, om arrangørerne har hjertet med i det, de leverer. Sådanne løbsarrangører vil jeg til enhver tid gerne give gode råd, konstruktiv kritik og mit bud på, hvor de med fordel kan lave nogle småjusteringer, så det bliver en god oplevelse for alle.
Godt forår og vel mødt til de mange løbeoplevelse der venter lige om hjørnet! :)
Henrik Olsen, Ribe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar