Den elvte og alligevel den første...!

Så lykkedes det mig at genføde mig selv som løber! - Jeg havde nok mærket det komme, men havde alligevel gjort alt for at dæmpe egne forventniger. Jeg vidste at formen var der, og at det ”kun” var et spørgsmål om at disponere fornuftigt – så skulle det nok gå.

Men med marathonløb er der trods alt så mange ukendte faktorer, at der ikke skal så meget til før det går helt skævt. Som nu den hovedpine, jeg vågnede op med om morgenen – eller det faktum at rødvinen smagte forbandet godt aftenen i forvejen... og alle de andre tanker og undskyldninger, der passerer ens hoved i timerne før start. Men jeg glædede mig til start, og dét var en helt ny følelse.

Jeg havde gennemført 10 marathonløb før dette, men ens for dem alle var, at jeg aldrig reelt har haft kilometer nok i benene til at kunne løbe et ”ordentligt” løb – nuvel, jeg har da løbet 20 minutter hurtigere end dette, men det var i ungdommens vår, og der havde jeg det i pricippet lisså elendigt bagefter som ved alle de andre 9 der fulgte i en ujævn strøm i årene efter. Marathonløber blev jeg squ aldrig!

Men så en skønne dag ændrede nogle ting sig inde i mit hoved. I stedet for altid at være deprimeret over, at det blev hårdere og hårdere at holde et kilometersnit på 4 minutter under træningsturene, og at det var en pinsel at tænke på, hvor kort tid siden det var, at man ingen problemer havde med at ligge og træne med 3:45 pr. km, så blev jeg næsten over en nat kolossalt tilfreds med at ligge og hygge mig næsten et minut langsommere pr. kilometer. Turene blev længere og ikke mindst hyppigheden af mine ture steg voldsomt. Jeg opdagede simpelthen, at hvis jeg bare glemte alt om tempoløb, så var der næsten ingen grænser for, hvor meget, jeg kunne træne.

... Og her står jeg så med en frisk marathontid på 3:21.54 og føler at der er meget mere krudt i mig. Min hovedpine gik ikke væk undervejs, men hva' gjorde det!? - Ruten var ikke af den flade slags, men hva' gjorde det!? - Man skulle 3 gange omkring målområdet, men hva' gjorde det!?... ingenting!

H.C. Andersen 2009 var et krampehelvede – ligeså var Paris 2010. Amsterdam 2010 var et lillebitte vendepunkt, men hele 2011 var én lang nedtur... lige indtil der skete noget i mit hoved – måske en anelse foranlediget af nogle alvorlige skader. Men jeg er ikke den første, der har måttet sande:

Man skal ned og kysse bunden for at kunne genfinde den sande glæde.