Den elvte og alligevel den første...!

Så lykkedes det mig at genføde mig selv som løber! - Jeg havde nok mærket det komme, men havde alligevel gjort alt for at dæmpe egne forventniger. Jeg vidste at formen var der, og at det ”kun” var et spørgsmål om at disponere fornuftigt – så skulle det nok gå.

Men med marathonløb er der trods alt så mange ukendte faktorer, at der ikke skal så meget til før det går helt skævt. Som nu den hovedpine, jeg vågnede op med om morgenen – eller det faktum at rødvinen smagte forbandet godt aftenen i forvejen... og alle de andre tanker og undskyldninger, der passerer ens hoved i timerne før start. Men jeg glædede mig til start, og dét var en helt ny følelse.

Jeg havde gennemført 10 marathonløb før dette, men ens for dem alle var, at jeg aldrig reelt har haft kilometer nok i benene til at kunne løbe et ”ordentligt” løb – nuvel, jeg har da løbet 20 minutter hurtigere end dette, men det var i ungdommens vår, og der havde jeg det i pricippet lisså elendigt bagefter som ved alle de andre 9 der fulgte i en ujævn strøm i årene efter. Marathonløber blev jeg squ aldrig!

Men så en skønne dag ændrede nogle ting sig inde i mit hoved. I stedet for altid at være deprimeret over, at det blev hårdere og hårdere at holde et kilometersnit på 4 minutter under træningsturene, og at det var en pinsel at tænke på, hvor kort tid siden det var, at man ingen problemer havde med at ligge og træne med 3:45 pr. km, så blev jeg næsten over en nat kolossalt tilfreds med at ligge og hygge mig næsten et minut langsommere pr. kilometer. Turene blev længere og ikke mindst hyppigheden af mine ture steg voldsomt. Jeg opdagede simpelthen, at hvis jeg bare glemte alt om tempoløb, så var der næsten ingen grænser for, hvor meget, jeg kunne træne.

... Og her står jeg så med en frisk marathontid på 3:21.54 og føler at der er meget mere krudt i mig. Min hovedpine gik ikke væk undervejs, men hva' gjorde det!? - Ruten var ikke af den flade slags, men hva' gjorde det!? - Man skulle 3 gange omkring målområdet, men hva' gjorde det!?... ingenting!

H.C. Andersen 2009 var et krampehelvede – ligeså var Paris 2010. Amsterdam 2010 var et lillebitte vendepunkt, men hele 2011 var én lang nedtur... lige indtil der skete noget i mit hoved – måske en anelse foranlediget af nogle alvorlige skader. Men jeg er ikke den første, der har måttet sande:

Man skal ned og kysse bunden for at kunne genfinde den sande glæde.

modvind og medvind, en sand lykkerus ;)

Tænk at jeg har været så heldig, at være på mit livs pt hårdeste løbetur langs Vesterhavet på Fanø. Jeg var simpelthen nødsaget til at skulle løbe langs vandet. Der er bare ikke noget bedre end at løbe i sand. Så det var bare på med løbeskoene og afsted. Hvor svært kunne det dog være med min top form.... ( Så pyt med de seneste 5 dages voldsomme forkølelse)
Jeg måtte lige forcere et par km med ganske kraftig sidevind, inden jeg nåede stranden. Her kom MUREN så. En mur af ekstrem hård modvind. Følte mig næsten som en af de mange drager, som årligt besøger Fanø. Eller de mange måger som forgæves kæmper sig op i luften, men med det resultat blot at blive kastet længere tilbage på stranden total uden nogen form for kontrol.
Hvis jeg lod mine arme komme for langt ud til siden, kunne jeg frygte selv at blive kastet op i luften af vinden og bare flyve rundt.
Så jeg kæmpede og kæmpede mod naturens meget stærke kræfter. Mit hoved måtte jeg vende skiftevis til siden. For hvis jeg havde ansigtet direkte mod viden, føltes det som, når man ser en faldskærmsudspringer, hvor hele ansigtet bare blafrer.
Trods voldsomme vindesus, nød jeg virkelig naturen. Jeg løb næsten trailløb indimellem, (tror jeg nok, for jeg har nu kun læst om det her på Løbeklubbensvæg) for jeg måtte løbe zig zag i sandet nogle steder, for at undgå våde sko. Nogle steder måtte jeg sætte tilløb og springe langt for at komme over vand, som også løb ind på stranden som små floder. Så var der alle de ujævnheder en strand naturligt har. Så jo de må da lugte lidt af trail løb. Bilerne susede forbi mig på stranden i begge retninger. Og jeg bare løb og løb, syntes jeg virkelig. På et tidspunkt overvejede jeg bare at vende om og løbe tilbage i flyvende medvind. Men jeg havde jo allerede en løberute planlagt i mit hoved, sådan nogenlunde da. For mens jeg kæmpede mod naturens kræfter, spejdede jeg forgæves ind mod klitterne for at se, hvor jeg kunne dreje af.
Og med alle de biler, måtte de jo være kommet ned på stranden et eller andet sted. Så optimistisk løb jeg bare videre og videre.....
men jeg spejdede forgæves, følte jeg.
Jeg så rav findere langs vandkanten rode i tang mv med deres river. Jeg så harer løbe hurtigere end jeg ind mod klitterne. Jeg så hundrede af måger kæmpe mod vinden ligesom jeg. Selvom jeg nu mere syntes, at de gav for let op, og bare fandt sig til rette i sandet, der hvor de nu tilfældigt landede efter en mislykket flyvetur.
Det eneste jeg ikke så, var en vej væk fra stranden.
Jeg nægtede at vende om, trods udsigt til medvind. Nu ville jeg bare væk fra stranden. Efter 5 km i sandet så jeg et lille blåt skilt gemt lidt inde ved klitterne. Nogen vej var der ikke, men jeg valgte at følge min nysgerrighed og løb ind mod skiltet. Pælebjerge stod der, hmm.... hvorfor ikke tænkte jeg...... og afsted det gik.
Endnu mere trailløb. Sand, løst sand op og lidt ned, smalle stier, snoede stier og pludselig var jeg midt i vel nok Danmarks smukkeste klitplantage med de skønneste søer med åkander i alle størrelser.
En mor kom gående forbi mig med hendes lille søn i hånden. Glade og forventningsfulde så de ud, og udstyret med et fiskenet i hånden, kunne det da heller ikke blive meget bedre.
Jeg løber fortsat nu iøvrigt "kun" med en kraftig sidevind. Men lægger nærmest ikke mærke til det pga den smukke natur. Farten øges lige så stille, samtidig med, at jeg også lige skal orientere mig og finde vej. Skovlegeplads til højre, hmm....skal jeg løbe til højre eller venstre???
Min fornemmelse siger til højre, men jeg orker næsten ikke at ende i en blindgyde på en skovlegeplads, for så at skulle løbe samme vej tilbage igen. Så det bliver til venstre. Nu ud af en smal asfaltvej, fortsat i den naturskønne plantage.
løbe, løbe og løbe, yes lige et sving mere og så er jeg ude på landevejen. Lige til højre og så bare lige ud og hjem til sommer huset igen, tænker jeg.....
Den ene kilometer tager den anden, næsten for hurtigt nu. Jeg flyver næsten, wow sikke en følelse. Jeg kommer helt tæt på Sønderho mølle, og hvor er den bare flot der på toppen af en lille bakke. Det begynder at regne lidt kraftigt nu, men jeg flyver bare videre og videre. Jeg smiler med et bredt smil , som fylder hele mit ansigt. Det her er bare livet, tænker jeg, mens jeg kan se kirken i det fjerne. Velvidende at jeg bor lige overfor kirken, og et varmt bad er i vente.
Tænk at løb kan give så megen kærlighed og lykke, eller afhænighed vil nogen måske tænke.
Jeg var vildt stolt over at gennemføre min løbetur og kæmpe mig gennem naturens kræfter. En følelse som varer ved meget længe efter løbeturen er slut.
Mit livs pt både hårdeste, men også allerbedste løbetur på 14,32 km. Kan varmt anbefales.... :D

God vind derude ;-)

 

Maj-Britt

 

Kærlighed og kondisko...

-5 kilometer og tiden siger 23,27, pis ! det føltes ellers som om det bare kørte på skinner, men 5 km var alligevel næsten 2 minutter langsommere end bedste tid på 5 km. Figtheren træder til "du når da at slå 10 km tiden" kæmper mod sig selv og tiden....uret siger 9,76 km, må bare kæmpe,,,,,nixen, no cigar--10 km på 48.22, 1;10 for langsomt,,,tænker at jeg er gået et år tilbage i præstationerne, kæmper ligesom da man kæmpede for at nå 5 km, 10 km, 15 km, 20 km, begynder at frygte mødet med fortiden, på samme måde som når man tænker på en gammel flamme, og tænker hvis jeg nu en dag møder hende face to face, og det kunne jo ske,,, hun er også aktiv på løbeklubben på facebook, og forbedrer hele tiden tider og distancer,,,man tænker lidt at hun sikkert synes at man har været den værste kæreste nogensinde, svaret er i vinden....1 time, den er indenfor rækkevidde,,nej der mangler jeg sgu 131 meter!
så kan det også være ligemeget, løber hjem imens jeg tænker om man er ved at brænde ud ? firkløver løbet for 14 dage siden var vist heller ikke det store skrig i mørket, regnede med at skulle løbe under 2 timer men satte 7 minutter til, måske fordi jeg glemte høfeber pillen om morgenen, og så er det ikke sjov at løbe 20 km i skoven, er i forvejen udpræget asfalt løber. kommer hjem med 15,8 km i skoene, og noget i lårene der skriger SMERTE, ,,nedtur..

-og dog, kom til at tænke på hvordan smerte i lårene tidligere var en fast makker, en indikator på at jeg havde givet gas, havde ydet mit bedste (jeg var bare ikke bedre dengang var ikke erfaren nok)smiler og tænker at smerten på en eller anden måde pludseligt var "rart" og da jeg så kiggede løbepasset igenem på Endomondo opdagede jeg sørme at jeg uden at vide det havde slået min bedste 15 km tid med 23 sek.

og det er nok med kærligheden som med løb, man øver sig, gør sig umage, bliver mere erfaren, slapper mere af med det og nyder det i stedet, for at bekymre sig om hvorvidt man gør det godt nok, man skal bare huske at gøre sig endnu mere umage hverdag når det gælder kærlighed, for der er trods alt andet i livet end løb !!

Allan//

Et lille idé der måske kan hjælpe på motivationen og sikre inspirationen.

Til tider kan det være rigtig svært at hive sig selv op af sofaen og ud på en løbetur eller ned i træningscentret. Dette gælder bestemt også for mig, men jeg har dog fundet en lille ting som er med til at motivere og inspirere mig ekstra meget. Ganske enkelt, jeg er begyndt at følge en nogle spændende mennesker og grupper på Facebook, som jeg føler kan bidrage positivt til min motivation og samtidig inspirere mig. Derudover går jeg også gerne i dialog med mange af dem, for at få gode råd og input til min egen løbetræning. Min klare oplevelse er at alle hellere end gerne vil hjælpe med at dele ud af deres erfaringer.
Udover dette har jeg også fjernet alt det uinteressante som normalt fylder i min timeline, og følger kun med i de personer, grupper og virksomheder som jeg har interesse i at følge med i. Dvs. alle ligegyldige FB statusopdateringer et blevet slettet permanent fra min timeline.

En ting er at få rigtig gode input, en anden og meget væsentlig ting er at min Facebook Timeline nu ser meget anderledes ud, end hvad den gjorde for blot nogle måneder siden. Hver gang jeg nu logger på Facebook, får jeg med det samme masser af inspiration serveret om alt lige fra kost, træning, blogindlæg, gear og videoer som folk har været så venlige at dele, og det er virkelig med til at hjælpe på min motivation. 

Hvis de kan, så kan jeg fandme også ... 

Idéen kan sagtens kopiere hvad enten om du løber, styrketræner eller dyrker anden form for sport eller hobby. Herunder har jeg delt et udpluk af de folk, grupper, forretninger og klubber som jeg følger på Facebook.

Pas På ... De kan være stærkt motiverende ... ;)

Jacob Juul Hastrup
BetterBody
Regama Running
Ultrarun.com
Den med mest grej i graven har vundet
Posemand
Løbeklubben for Facebook
Trailløberen
I <3 to run
Copenhagen Marathon
Kilian Jornet
løbenyheder.dk
Rasmus Henning
I am trail runner.
Racegear.dk
Aktiv Træning
Michelle Vesterby
SportSupport - CEP Sport Danmark

Klik på linket og følg dem.

Jeg selv blogger på HER så du er velkommen forbi, hvis du er lyst :)

Socialløb – en modkultur?

For ganske nylig arrangerede jeg for anden gang den sociale oplevelsestur i løbesko, som jeg har døbt ”Mandø Touren”. I år var vi 17 glade løbere, der snakkede og hyggede os igennem de 28 km fra Vester Vedsted, over Låningsvejen til Mandø, rundt om Mandø og retur til fastlandet ad Ebbevejen. Billedet, der aktuelt pryder Løbeklubbens side stammer fra denne dag...

... Nåmmen til sagen: Jeg har gjort mig det til en god skik at sige et par bevingede ord, inden vi løber afsted – i år ingen undtagelse – og i min lille tale til løberfolket, kom jeg til at sige, at turen også skulle ses som ”et modsvar til den stigende kommercialisering af sporten” og at den som såd'n og måske allervigtigst gerne skulle ”inspirere andre til lignende initiativer, så vi over tid får aflivet lemmingeløbene...”.

Løb skal ikke bare tale til fornuften – vi skal ikke bare løbe, fordi det er sundt – vi skal løbe, fordi det at løbe kan byde på SÅ meget mere. Og som såd'n kan Løbeklubben på Facebook jo i al beskedenhed være kilden, hvorfra inspirationen og løbelysten springer - i sin reneste form – fri for hensyn til sponsorer og andre kommercielle interesser, af medlemmerne, for medlemmerne... med hinanden.

”Keep it simple” og ”down to basics” er blevet nævnt rigtigt mange gange i forbindelse med Løbeklubben på Facebook, og når Etapeløbet Hærvejen ruller afsted fra Padborg mod Viborg den 24.-25. juni, så ved ALLE efterfølgende, hvad det er vi mener at Løbeklubben står for. På sigt har Løbeklubben på Facebook potentialet til at skabe den modkultur, der kan få ”de store, dyre og lidt for selvfede drenge” til at vakle – for de har ikke noget nyt at byde på!... I Løbeklubben sætter vi selv dagsordenen. Vi giver til hinanden og får tifold igen; samvær, oplevelser og gode historier at fortælle.

I grunden har jeg altid haft denne indstilling til løb. Man kan sagtens mærke om en arrangør har gjort sig umage. Fejl oplever man tit – især i helt nye løb – men man kan godt mærke, om arrangørerne har hjertet med i det, de leverer. Sådanne løbsarrangører vil jeg til enhver tid gerne give gode råd, konstruktiv kritik og mit bud på, hvor de med fordel kan lave nogle småjusteringer, så det bliver en god oplevelse for alle.

Godt forår og vel mødt til de mange løbeoplevelse der venter lige om hjørnet! :)

Henrik Olsen, Ribe.

-10 år for sent ?

-nogen gange får man bare ikke sagt lige det man burde sige, til den man burde sige det til på det tidspunkt man burde sige det. det kan godt være at man faktisk mente de ting man fik sagt, men ikke altid fik sagt alt det man mente.....og så går tiden og i et stille øjeblik tænker man; pis ! hvorfor fik jeg ikke lige sagt det eller forklaret det ordenligt ? og man tænker at nu er det for sent og man lader være...

jeg tager tit mig selv i at sige at jeg kom for sent igang med at løbe til at kunne lægge nogle rigtigt sprøde tider (jeg var 37 år da jeg begyndte at løbe)og hey, det er faktisk noget sludder , ikke ? for hvad er en sprød tid ?
eller når man siger at jeg kom for sent igang med at træne intervaller, eller kom for sent igang med at løbe til at kunne tage en hel marathon, når sandheden i virkeligheden er at det nok bare vil tage længere tid at træne sig frem til målet..

hvis jeg havde begyndt at løbe da jeg var 27 år istedet for 37 år, tror jeg faktisk slet ikke at jeg havde opnået de ting og de mål jeg har opnået. da jeg var 27 år var vores datter 1½ år gammel, og min kære kone ventede vores andet barn, jeg var stoppet med karate fordi jeg manglede en graduering før jeg havde sort bælte/1 dan, på det tidspunkt trænede jeg to gange en time om ugen, og jeg vidste at hvis det sorte bælte skulle nås snakkede vi min. 4-6 timers træning om ugen og fokus på kost og søvn...det lyder sgu ikke som den store udfordring !! for pokker jeg løber imellem 35 og 50 km om ugen, og det med søvn og kost det er bare kommet stille og roligt af si selv !!

min sanhed er at da jeg var 27 år var jeg "et andet sted" i livet, jeg kunne måske have startet da jeg var 33 eller 35, men det er trods alt bedre at starte 10 år for sent end slet ikke at starte med at løbe....

-så hvis du skylder nogen en forklaring eller en undskyldning er den måske stadigvæk ligeså værdifuld nu som for 10 år siden..

det er aldrig for sent,, i hvert tilfælde, aldrig for sent at begynde at løbe, og jeg kom ikke for sent igang med løb, og nej jeg har ingen planer om en hel marathon og det er ikke fordi jeg kom for sent igang med løberiet, men fordi der er så mange oplevelser i den halve marathon som jeg ikke har nået endnu, først når jeg har prøvet det hele; trail, o-løb, DNF, flere storbyløb, sociale løb osv. først der har jeg nået målet og fået "det sorte bælte i halvmararthon"

Allan//

Marskløber på udebane!

Jeg husker det, som var det i går: Min løbetur i den lokale skov 3. december '99 midt på eftermiddagen. Hvorfor gjorde du dog det?, har mange siden spurgt mig. Jamen vi vidste jo ikke bedre – INGEN vidste, hvad der ventede få timer senere...!

Jeg kom i tanke om den gamle oplevelse, da jeg stod med nogenlunde samme følelse efter Cross Marathon på Bornholm den 24.-25. marts. Hvorfor kastede jeg mig ud i dette vanvidsløb? - 50% nysgerrighed og 50% lykkelig uvidenhed!

Løbets navn er i sig selv en tilsnigelse. Jeg har deltaget i ufatteligt mange crossløb gennem årene og i en årrække var det én af mine favoritdicipliner – dengang der var ”rigtige” crossløb til – men mine snart 18 år i det vestjyske marskland har sat sine spor, og i dag er jeg absolut til at tæmme på en bakke.

Cross Marathon er ikke et crossløb – det er et efter danske forhold ekstremt trailløb!

Over 2 dage udsættes deltagerne for 4 etaper på mellem 9 og 12 km. I dette års udgave havde den arrangerende klub, Tejn IF, lagt lørdagens 2 etaper omkring Vang og søndagens 2 etaper omkring Rytterknægten.

Lørdag den 24. marts:

Vi bliver mødt på havnen i Vang af en tyk havgus og sølle 2 graders varme. 1. etape ta'r os i sydlig retning op i stenbruddet. Efter 500 meter møder vi den første forhindring i form af knædyb mudder, der klæber sig til skoene. Desperat prøver jeg at stampe den klæge masse af mine fødder i håbet om at kunne smide et halvt kilo ballast fra hver fod. Op – op – op går det, hen over en knoldet græsmark og så endelig nedad... i en ådal med mere knædyb mudder og væltede træer – tilbage over græsmarken og ned i stenbruddet, samme mudrede vej tilbage til mål... og så lige en omgang mere! - Det er på 2. omgang af 1. etape at jeg ligger mig på maven på en lille træbro og får krampe i baglåret. Jeg humper videre i nedsat tempo og får slæbt mig hjem på en 5. plads. Så er vi ligesom i gang, kan man godt sige!

Pausen er et mareridt. Det er hundekoldt, skoene bliver renset med børste og havnevand – så er de da i det mindste rene til næste etape... som bliver skudt i gang allerede 2 timer senere. Løbslederen lover os højdemeter og vand, og det får vi! Hvis 1. etape var hård, så er 2. etape decideret ond! De første 1.700 meter byder på 300 højdemeter op og ned ad skrænter, man under normale omstændigheder ALDRIG kunne finde på at forcere. Men nu har man jo det berømte nummererede stykke papir på maven, og så gør man som alle de andre og kaster sig i dødsforagt i afgrunden! - en kilometertid, der nærmer sig et kvarter! - Så skal man opleve dét med. I oktober fik jeg konstateret slidgigt i lænden, og nu løber jeg her? Jeg forsøger at skåne mig selv, især ned ad bakke. Jeg husker Løbslederens ord: ”Vi har strimlet et vandhul af og placeret en fotograf deroppe – de der løber udenom hullet, bliver taget ud af løbet!” - Fair nok – så kender man ligesom vilkårene! Gennemblødt og mudret og med begyndende krampe runder jeg mål... og begi'r mig ud på 2. omgang, og her var det så, at tanken slog mig: Nu kender jeg alle ondskabsfuldhederne fra 1. omgang, og så kan jeg bare glæde mig til det hele én gang til, mens jeg kæmper for at holde krampen fra at få overtaget.

Også 2. etape blev med nød og næppe hevet hjem med en 5. plads – totalt udsolgt på alle rækker!!!

Søndag den 25. marts:

Vejret er helt anderledes venligt i dag. 9 grader fra en næsten skyfri himmel er honning for en udmattet krop, som bæres på stive stolper. Hvordan pokker skal jeg komme igennem dagen menu?

Jeg lægger forsigtigt fra land på 3. etape. I dag handler det om at kontrollere krampen. Jeg har en god etape. Den er ikke nær så barsk som gårsdagens etaper, selvom der bydes på mosehuller, klipper og stejle trapper. Jeg kontrollerer min puls, har det komfortabelt og kommer hjem uden krampe i benene. Kæmpe optur efter alle spekulationerne. Utroligt at så stive ben overhovedet lystrer at løbe 12 km!

Efter en pause, hvor der bliver indtaget godt med kulhydrater og hvor der bliver slappet af i solen er vi klar til sidste etape. Klar er vel at tage munden lige lovlig fuld – hvis benene kunne tale havde de protesteret højlydt! Igen lægges der fornuftigt og kontrolleret ud. Starten er et langt og klippefyldt nedløb, hvor det handler om at kontrollere farten og skåne ryggen. Det efterfølges af et sumphul med brakvand til over knæene, masser af stejlt opløb og balance på udlagte planker – hele molevitten bagfra – og så forfra igen! Kort før mål ligger jeg alene – har sat mine følgesvende – kigger på min Garmin og konstaterer, at nu skal jeg bare i mål. Hovedet under armen og forbi alle afmærkningerne... først 300 meter senere aner jeg uråd, da jeg nærmer mig en asfaltvej. Totalt udmattet overvejer jeg i et splitsekund – men osse kun i et splitsekund – at skyde genvej gennem skoven, men samvittigheden byder mig dog at vende om og finde tilbage til ruten. Det er én af de mange faktorer, der spiller ind i såd'n et løb: Jeg var så udmattet, at jeg kun havde tanke for at komme i mål og løb derfor forbi de ellers tydelige afmærkninger...!

Men det var nu en svært tilfreds eksilvestjyde, der i mål kunne modtage sit diplom som bevis på at jeg havde gennemført 42 km (+ lidt ekstra!) ekstrem-trailløb over 2 dage i noget af det vildeste terræn, jeg nogensinde har bevæget mig rundt i. Det skal gøre godt at kome hjem til Vestjylland og hygge sig med lidt crossløb. Samtidig vil jeg sige, at dette løb har rykket ved mine grænser på en konstruktiv måde; jeg er begyndt at tænke cross på en ny måde. Cross Marathon på Bornholm er krøbet ind under huden på mig!

Henrik Olsen