modvind og medvind, en sand lykkerus ;)
Tænk at jeg har været så heldig, at være på mit livs pt hårdeste løbetur langs Vesterhavet på Fanø. Jeg var simpelthen nødsaget til at skulle løbe langs vandet. Der er bare ikke noget bedre end at løbe i sand. Så det var bare på med løbeskoene og afsted. Hvor svært kunne det dog være med min top form.... ( Så pyt med de seneste 5 dages voldsomme forkølelse)
Jeg måtte lige forcere et par km med ganske kraftig sidevind, inden jeg nåede stranden. Her kom MUREN så. En mur af ekstrem hård modvind. Følte mig næsten som en af de mange drager, som årligt besøger Fanø. Eller de mange måger som forgæves kæmper sig op i luften, men med det resultat blot at blive kastet længere tilbage på stranden total uden nogen form for kontrol.
Hvis jeg lod mine arme komme for langt ud til siden, kunne jeg frygte selv at blive kastet op i luften af vinden og bare flyve rundt.
Så jeg kæmpede og kæmpede mod naturens meget stærke kræfter. Mit hoved måtte jeg vende skiftevis til siden. For hvis jeg havde ansigtet direkte mod viden, føltes det som, når man ser en faldskærmsudspringer, hvor hele ansigtet bare blafrer.
Trods voldsomme vindesus, nød jeg virkelig naturen. Jeg løb næsten trailløb indimellem, (tror jeg nok, for jeg har nu kun læst om det her på Løbeklubbensvæg) for jeg måtte løbe zig zag i sandet nogle steder, for at undgå våde sko. Nogle steder måtte jeg sætte tilløb og springe langt for at komme over vand, som også løb ind på stranden som små floder. Så var der alle de ujævnheder en strand naturligt har. Så jo de må da lugte lidt af trail løb. Bilerne susede forbi mig på stranden i begge retninger. Og jeg bare løb og løb, syntes jeg virkelig. På et tidspunkt overvejede jeg bare at vende om og løbe tilbage i flyvende medvind. Men jeg havde jo allerede en løberute planlagt i mit hoved, sådan nogenlunde da. For mens jeg kæmpede mod naturens kræfter, spejdede jeg forgæves ind mod klitterne for at se, hvor jeg kunne dreje af.
Og med alle de biler, måtte de jo være kommet ned på stranden et eller andet sted. Så optimistisk løb jeg bare videre og videre.....
men jeg spejdede forgæves, følte jeg.
Jeg så rav findere langs vandkanten rode i tang mv med deres river. Jeg så harer løbe hurtigere end jeg ind mod klitterne. Jeg så hundrede af måger kæmpe mod vinden ligesom jeg. Selvom jeg nu mere syntes, at de gav for let op, og bare fandt sig til rette i sandet, der hvor de nu tilfældigt landede efter en mislykket flyvetur.
Det eneste jeg ikke så, var en vej væk fra stranden.
Jeg nægtede at vende om, trods udsigt til medvind. Nu ville jeg bare væk fra stranden. Efter 5 km i sandet så jeg et lille blåt skilt gemt lidt inde ved klitterne. Nogen vej var der ikke, men jeg valgte at følge min nysgerrighed og løb ind mod skiltet. Pælebjerge stod der, hmm.... hvorfor ikke tænkte jeg...... og afsted det gik.
Endnu mere trailløb. Sand, løst sand op og lidt ned, smalle stier, snoede stier og pludselig var jeg midt i vel nok Danmarks smukkeste klitplantage med de skønneste søer med åkander i alle størrelser.
En mor kom gående forbi mig med hendes lille søn i hånden. Glade og forventningsfulde så de ud, og udstyret med et fiskenet i hånden, kunne det da heller ikke blive meget bedre.
Jeg løber fortsat nu iøvrigt "kun" med en kraftig sidevind. Men lægger nærmest ikke mærke til det pga den smukke natur. Farten øges lige så stille, samtidig med, at jeg også lige skal orientere mig og finde vej. Skovlegeplads til højre, hmm....skal jeg løbe til højre eller venstre???
Min fornemmelse siger til højre, men jeg orker næsten ikke at ende i en blindgyde på en skovlegeplads, for så at skulle løbe samme vej tilbage igen. Så det bliver til venstre. Nu ud af en smal asfaltvej, fortsat i den naturskønne plantage.
løbe, løbe og løbe, yes lige et sving mere og så er jeg ude på landevejen. Lige til højre og så bare lige ud og hjem til sommer huset igen, tænker jeg.....
Den ene kilometer tager den anden, næsten for hurtigt nu. Jeg flyver næsten, wow sikke en følelse. Jeg kommer helt tæt på Sønderho mølle, og hvor er den bare flot der på toppen af en lille bakke. Det begynder at regne lidt kraftigt nu, men jeg flyver bare videre og videre. Jeg smiler med et bredt smil , som fylder hele mit ansigt. Det her er bare livet, tænker jeg, mens jeg kan se kirken i det fjerne. Velvidende at jeg bor lige overfor kirken, og et varmt bad er i vente.
Tænk at løb kan give så megen kærlighed og lykke, eller afhænighed vil nogen måske tænke.
Jeg var vildt stolt over at gennemføre min løbetur og kæmpe mig gennem naturens kræfter. En følelse som varer ved meget længe efter løbeturen er slut.
Mit livs pt både hårdeste, men også allerbedste løbetur på 14,32 km. Kan varmt anbefales.... :D
God vind derude ;-)
Jeg måtte lige forcere et par km med ganske kraftig sidevind, inden jeg nåede stranden. Her kom MUREN så. En mur af ekstrem hård modvind. Følte mig næsten som en af de mange drager, som årligt besøger Fanø. Eller de mange måger som forgæves kæmper sig op i luften, men med det resultat blot at blive kastet længere tilbage på stranden total uden nogen form for kontrol.
Hvis jeg lod mine arme komme for langt ud til siden, kunne jeg frygte selv at blive kastet op i luften af vinden og bare flyve rundt.
Så jeg kæmpede og kæmpede mod naturens meget stærke kræfter. Mit hoved måtte jeg vende skiftevis til siden. For hvis jeg havde ansigtet direkte mod viden, føltes det som, når man ser en faldskærmsudspringer, hvor hele ansigtet bare blafrer.
Trods voldsomme vindesus, nød jeg virkelig naturen. Jeg løb næsten trailløb indimellem, (tror jeg nok, for jeg har nu kun læst om det her på Løbeklubbensvæg) for jeg måtte løbe zig zag i sandet nogle steder, for at undgå våde sko. Nogle steder måtte jeg sætte tilløb og springe langt for at komme over vand, som også løb ind på stranden som små floder. Så var der alle de ujævnheder en strand naturligt har. Så jo de må da lugte lidt af trail løb. Bilerne susede forbi mig på stranden i begge retninger. Og jeg bare løb og løb, syntes jeg virkelig. På et tidspunkt overvejede jeg bare at vende om og løbe tilbage i flyvende medvind. Men jeg havde jo allerede en løberute planlagt i mit hoved, sådan nogenlunde da. For mens jeg kæmpede mod naturens kræfter, spejdede jeg forgæves ind mod klitterne for at se, hvor jeg kunne dreje af.
Og med alle de biler, måtte de jo være kommet ned på stranden et eller andet sted. Så optimistisk løb jeg bare videre og videre.....
men jeg spejdede forgæves, følte jeg.
Jeg så rav findere langs vandkanten rode i tang mv med deres river. Jeg så harer løbe hurtigere end jeg ind mod klitterne. Jeg så hundrede af måger kæmpe mod vinden ligesom jeg. Selvom jeg nu mere syntes, at de gav for let op, og bare fandt sig til rette i sandet, der hvor de nu tilfældigt landede efter en mislykket flyvetur.
Det eneste jeg ikke så, var en vej væk fra stranden.
Jeg nægtede at vende om, trods udsigt til medvind. Nu ville jeg bare væk fra stranden. Efter 5 km i sandet så jeg et lille blåt skilt gemt lidt inde ved klitterne. Nogen vej var der ikke, men jeg valgte at følge min nysgerrighed og løb ind mod skiltet. Pælebjerge stod der, hmm.... hvorfor ikke tænkte jeg...... og afsted det gik.
Endnu mere trailløb. Sand, løst sand op og lidt ned, smalle stier, snoede stier og pludselig var jeg midt i vel nok Danmarks smukkeste klitplantage med de skønneste søer med åkander i alle størrelser.
En mor kom gående forbi mig med hendes lille søn i hånden. Glade og forventningsfulde så de ud, og udstyret med et fiskenet i hånden, kunne det da heller ikke blive meget bedre.
Jeg løber fortsat nu iøvrigt "kun" med en kraftig sidevind. Men lægger nærmest ikke mærke til det pga den smukke natur. Farten øges lige så stille, samtidig med, at jeg også lige skal orientere mig og finde vej. Skovlegeplads til højre, hmm....skal jeg løbe til højre eller venstre???
Min fornemmelse siger til højre, men jeg orker næsten ikke at ende i en blindgyde på en skovlegeplads, for så at skulle løbe samme vej tilbage igen. Så det bliver til venstre. Nu ud af en smal asfaltvej, fortsat i den naturskønne plantage.
løbe, løbe og løbe, yes lige et sving mere og så er jeg ude på landevejen. Lige til højre og så bare lige ud og hjem til sommer huset igen, tænker jeg.....
Den ene kilometer tager den anden, næsten for hurtigt nu. Jeg flyver næsten, wow sikke en følelse. Jeg kommer helt tæt på Sønderho mølle, og hvor er den bare flot der på toppen af en lille bakke. Det begynder at regne lidt kraftigt nu, men jeg flyver bare videre og videre. Jeg smiler med et bredt smil , som fylder hele mit ansigt. Det her er bare livet, tænker jeg, mens jeg kan se kirken i det fjerne. Velvidende at jeg bor lige overfor kirken, og et varmt bad er i vente.
Tænk at løb kan give så megen kærlighed og lykke, eller afhænighed vil nogen måske tænke.
Jeg var vildt stolt over at gennemføre min løbetur og kæmpe mig gennem naturens kræfter. En følelse som varer ved meget længe efter løbeturen er slut.
Mit livs pt både hårdeste, men også allerbedste løbetur på 14,32 km. Kan varmt anbefales.... :D
God vind derude ;-)
Hej Maj-Britt
SvarSlet-tillykke med din blog-debut, det første indlæg er jo altid et studie udi det ukendte, præcis som den første 5 km, 10 km eller halvmarathon,,,,jeg skriver lige en linie til dig via "anden kanal"
Allan//