Nybegynder igen.......?

Når man som jeg har løbet i 2 år nu med udgangspunkt i et løbeprogram for nybegyndere, så må det næsten være lidt lige som et Ludo spil at pådrage sig en skade.
Jeg er blevet slået tilbage til start - føler jeg....

Da jeg begyndte med at løbetræne, skulle jeg ifølge et program løbe i 2 min og gå i 2 min et vist antal gange i en uge, derefter løbe i 3 min og gå i 2 min. Efter 10-12 uger kunne jeg så løbe 5 km uden pause, og kalde mig for løber - stod der i løbeprogrammet.

Jeg husker min spæde løbetræning om ok i begyndelsen. Det gik fint, og jeg glædede mig altid til at skulle løbe, samtidig med at jeg ærgede mig gevaldigt over at skulle restituere hver 2. dag.
Løbepassene blev efterhånden hårdere, som ugerne gik. Jeg skulle løbe 7 min og gå i 1 min. Og i Vejle er der mange bakker både op og ned. Og med længere løbeinterval, kunne jeg ikke længere styre, hvornår det lige kom til at passe med en gå pause, når det gik op ad. Så jeg kom virkelig på en prøve, da jeg skulle lære at forcere bakkerne opad. Nedad gik det fint, bortset fra at jeg var lidt bange for at falde. Så jeg forsøgte at holde lidt igen.

Jeg gennemførte naturligvis hele løbeprogrammet og gennemførte et løb på 4,6 km netop som mit program sluttede. 4-5 måneder senere havde jeg trænet mig op til 10 km, og deltog også i div. løb.
Efter 1½ år løb jeg min første halvmarathon, og har nu løbet 5 ialt. Så mine løbepas til træning ligger oftest mellem 10-17 km. Og jeg har altid løbet ca hver 2. dag eneklte gange er der gået 3 dage mellem træning.

Motivationen har hele tiden været der, og jeg var jo simpelthen blevet en løber for livet. Ligesom nogle af de løbere, som jeg har mødt rundt i landet på 60, 70, 80 og endda vist 91 år til Eremitageløbet.

Mit store problem kommer så som et lyn fra en klar himmel for knap 2 uger siden. Jeg har pådraget mig en slags knæskade, og jeg kunne pludselig ikke løbe ret langt, ca. 8 km, men med gener, smerter og ubehag. Jeg må pludselig sidde med isposer på knæet og løbe med knæbind, og holde 4 dages løbepause. Jeg føler mig gammel og med gigt lige pludselig. Jeg er rasende, fortvivlet og ivrig for at komme ud og løbe igen.
Jeg vælger derfor at opsøge min læge og med frygt for, at han vil ordinere fuldstændig ro og ingen løbetræning.....

Lægen mener, det enten er noget med den indre minisk, som er blevet let skadet eller en forstrækning af en sene/ledbånd lige ved knæet. Og at ordinationen var træning.
Jeg var helt paf, men jeg hørte rigtigt. Cykling, sagde lægen, det var det bedste. Men jeg måtte gerne løbe 5-8 km ture, hvis jeg lovede at gå op og ned ad bakker, hvor mine smerter er størst. Og naturligvis kun løbe til smertegrænsen. Og så ville det gå over om en måneds tid. Jubii hvor var jeg glad for den læge, som tilmed roste mig for at se godt ud. Han kunne se, at jeg havde tabt mig, og syntes at det var godt, jeg var begyndt at løbe. Dejlig læge ;-)

Jeg kan nu alligevel ikke løbe så meget/ så lidt, som jeg havde tænkt mig, og må pause i flere dage endnu engang - desværre. Må nogle gange opgive efter 1-1½ km. Virkelig træls og total nedtur.

Da jeg så i går er på vej hjem fra arbejde - til fods -  og på vej op af en af de gode bakker, som jeg i sin tid bare hadede som nybegynder, kommer der pludselig 2 løbere og overhaler mig. Den ene løber legende let hele vejen op ad bakken, venter og vender om og løber ned til den anden løber, som er begyndt at gå. Hun hiver efter vejret og puster en del. Hun forsøger så at løbe med op sammen med den første løber, hende med det totale overskud. Men hun må gå igen.

Jeg kom til at tænke på min tid som nybegynder for 2 år siden. På hvor meget jeg også hadede den bakke. Og samtidig var jeg vildt misundelig på den pige, som bare kunne løbe og udvise overskud. Mens jeg gik der og haltede lidt på det ene ben, tænkte jeg, bare det var mig, som kunne løbe endnu. Nogle gange når jeg forsøgte at løbe, var det nærmest lidt op og ned, og både hoppende og fjedrende på samme tid. Sådan føltes det ihvertfald. Lige indtil jeg valgte at stoppe.

Til morgen da jeg havde hørt vejrudsigten med regn og torden på vej, tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg ville ud og løbe, og det skulle være længere end et par km.
Solen skinnede fortsat og vejret skønt til at løbe i. På med skoene og så afsted. Jeg gik lige et par hundrede meter og satte så igang. Da jeg havde løbet måske 500 meter, havde jeg mest lyst til at stoppe. Det gjorde ondt i knæet hver eneste gang, jeg satte foden i jorden. Ikke sindsygt ondt, men pænt ondt. Så det lægen havde sagt om smertegrænsen, mente jeg ikke lige var nået.

Jeg løber videre, og efter 1 km går det nedad. Det er hårdt, men smerterne er til at holde ud. Et par km lige ud, hvor det går nogenlunde. Tiden er vildt dårlig i forhold til mit normale løbetempo, og jeg kæmper mod hver eneste meter, jeg løber.

Tænker på "dengang" da jeg var nybegynder, på hvor hårdt det kunne føles.
Har samme følelse i kroppen nu. Det kan da ikke passe? For jeg har jo løbet lige op til skaden og også med skaden. Så formen burde da være der?
Jeg kæmper og synes at bruge al energi på at udholde smerten, og på det at løbe og nægte at give op.

Så går det op ad bakke. Ikke den vilde bakke, men en pæn bakke trods alt. Den flader ud et sted, inden den stiger igen. Det ved jeg, så jeg forsøger at løbe langsomt op ad bakken. Det går da også. Så flader det ud. 4 km har jeg løbet nu...... hmmmm........ tænker jeg -  ikke meget, selvom jeg er ret smadret.
Jeg vælger alligevel at fortsætte en mindre omvej hjem, for jeg vil så gerne bare nå de sølle 5 km.

5 km som jeg jo som løber ikke anser for noget særligt.
5 km som nu virker uendelige lange - ligesom for 2 år siden.
5 km som kan fastholde mig i, at jeg trods alt, stadig er og kan kalde mig for en løber...

Så jeg løber den sidste km mod mig selv. Vel nok den sværeste km nogensinde,  og med mig selv som modstander.
En modstander som nægter at give op psykisk, men som også ved, at det kommer til at gøre forbandet ondt i knæet senere i dag og i aften, og at is posen nok skal frem flere gange.

Jeg når de 5 km og mit kære hjem efter 32,26 min.
Jeg når lige at tænke, at det er en vildt dårlig tid. Mig som på gode dage kan har løbet 5 km på 24-25 min.
Jeg føler mig som en nybegynder igen, som netop har gennemført de første 5 km nogensinde, og som nu tror, at jeg skal dø.
Set i bakspejlet allerede nu få timer efter, er jeg alligevel stolt over min præstation, og håber at jeg har min læges velsignelse ;)

Samtidig håber jeg, at jeg er i stand til at løbe Fertin stafet i Vejle i aug. hvor 4 andre er afhængige af mig. 4 km er stafetten, så det burde forhåbentlig kunne lade sig gøre. Jeg skal jo bare helst ikke skuffe holdet med en dårlig tid. Og så et kvindeløb og endnu en halvmarathon i september.
Tvivler lige nu på om formen kan genvindes på så kort tid, hvis jeg den næste måned "kun" er i stand til at løbe ca 5 km.

En gang løber - altid løber - håber jeg. Virkelig en livsstil jeg har taget til mig og slet ikke kan undvære nu.


Løberen Maj-Britt ;) Ludo brik eller ej.....