Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet noget på den her blog. Jeg havde egentlig tænkt mig. at skrive lidt om hvordan jeg kom igang med at løbe. Men Jakob er kommet mig i forkøbet med en langt mere inspirerende fortælling, så jeg vil undlade at kede jer med min lille historie.
En af mine store motivationer har altid været, at være tilmeldt et motionsløb i fremtiden. Derved lærte jeg ret hurtigt, at så skulle der også trænes i de mellemliggende perioder. Jeg lærte også hvor mange gode oplevelser og indtryk man får, når man er ude og løbe sammen med andre – løb er jo meget andet end sved og ømme ben!
Det er også grunden til, at jeg er alt for hurtig til at tilmelde mig alle de her løb. Hvis et løb lyder spændende, og det nogenlunde passer ind i kalenderen, så er jeg næsten altid tilmeldt med det samme. Af samme årsag er jeg på nuværende tidspunkt tilmeldt over 20 løb bare i første halvdel af 2012.
Med så mange løb er der potentialle for en masse oplevelser. Så hvorfor ikke dele nogle af mine løbe-oplevelser her på bloggen?
I sidste weekend skete der det, som måtte ske, når man gerne vil det hele. Jeg var tilmeldt ikke mindre end fire løb. Om lørdagen to serie-crossløb om formiddagen og eftermiddagen i Vestjylland, et natløb i Hillerød om aftenen og Nike Marathontest 1 i Fælledparken om søndagen. Jeg vidste på forhånd at det ene crossløb var udelukket at nå, men det var et serieløb, som var billigere hvis man tilmeldte sig alle løbene. Så planen var bare at tage det ene crossløb, og så direkte afsted til Hillerød bagefter.
Løbet i Hillerød var et natløb arrangeret af Lars Bergelius fra Løbeklubben. Der var ruter på 8,5 km, 21,1 km og 42,2 km (to gange halvmarathon-ruten). Der var et symbolsk tilmeldingsgebyr på 50 kr., som gik til depot og velgørenhed (Lars donerer 1 kr. pr. km. han løber i 2012 til Julemærkehjemmet). Der var lagt op til at man kunne følge en social gruppe i tempoet 6:00 min/km, men man var også velkommen til at løbe på egen hånd. Løbet blev skudt i gang kl. 19.00. Men på grund af mine ringe planlægningsevner, havde jeg fået dispensation til at starte sammen med socialgruppens anden omgang på marathondistancen – dvs. ca. kl. 21.00.
Efter crossløbet i Esbjerg – som i øvrigt var en dejlig tur i sneen – var det direkte ned på banegården for at nå toget til København. I København passede det netop med at jeg kunne nå hjem til mine forældre på Vesterbro, hvortil jeg havde fået leveret nye løbehandsker og uldsokker (jeg havde hørt, at det ville blive lidt koldt den weekend). Jeg havde i forvejen lige investeret i mit første sæt vinter-løbetøj og en buff af uld. Det der uld er åbenbart “det man skal have” i disse dage.
Med undtagelse for en lille de-tour i Hillerød (ja, jeg er åbenbart ligeså dårlig til at navigere, som jeg er til at planlægge) fandt jeg starten i St Dyrehave. Her stod Ane (Lars’ kone) med et velassorteret (omend meget koldt) depot. Ane brugte 5 timer af sin aften i en bidende kulde på at forsyne løberne med væske og energi fra de to depoter på ruten – selvom hun overhovedet ikke forstod hvorfor man frivillig løb rundt i flere timer i den mørke og kolde skov.
Der kom løbende løbere ind fra halvmarathon og marathon mens jeg stod og ventede på socialgruppen. De havde alle is siddende på huer, på skægget, i øjenbrynene og ja, selv i øjenvipperne! Og der blev stort set kun snakket om, hvor koldt der var derude på ruten. Her blev jeg lidt nervøs for om jeg nu også kunne klare turen. Jeg er ikke så god til at håndtere kulde. Og et halvmarathon er langt hvis det viser sig, at man ikke er klædt ordentligt på. Heldigvis var ruten konstrueret med en masse sløjfer, som gjorde at der aldrig var så langt tilbage til startstedet, hvis man skulle få brug for at udgå.
Efter en halv times tid kom Lars ind med 5-6 andre løbere. Dét var størrelsen på socialgruppen. En del havde meldt fra (eller nøjes med halvmarathon) på grund af det kolde vejr. Nå, men nu var jeg taget så langt for at løbe, så der var ikke andet for at “klæde om” og komme afsted. Jeg nåede dog stort set kun at tænke tanken, før Lars og gruppen på tre andre var løbet afsted igen. Så jeg kom afsted i fuld fart uden at have fået gps-signal på uret (det bryder grej-nørden i mig sig ikke om!). Pludselig kunne jeg ane et par hvide prikker et par hundrede meter fremme. Det var deres reflekser, som blev lyst op af min pandelampe. Imponerende på den afstand.
Jeg nåede op til gruppen - som bestod af Martin Panduro Olesen, Simon Ousager, Birgitte Munch Nielsen og Lars Bergelius - efter et par kilometer. Det var tydeligt at se, at de andre lige havde løbet et halvmarathon. Der blev gået op af stigningerne og der blev ventet hvis nogen sakkede bagud. Og der blev selvfølgelig snakket en masse. De havde åbenbart alle kørt Ironman. Følte jeg mig lige lille der? Jeg har ikke engang løbet et marathon endnu..
Ved første væskedepot efter 10 km stod Martin af. Han havde på det tidspunkt løbet 31 kilometer og havde svært ved at følge med. Vi holdte en lille pause på et par minutter ved depotet. Jeg prøvede at spise en vingummi, men den var fuldstændig frossen. Den måtte lige varmes lidt i munden før der kunne tygges.
Selvom det var godt at få lidt væske og slik indenbords, så gjorde pausen ikke rigtig noget godt. Man blev lynhurtig kold, og det tog da også et par kilometer at få varmen igen. Det var dog noget af en kamp at få varmen tibage i fingrene. Jeg er ikke sikker på at den helt kom igen – ihvertfald ikke på samme niveau.
Den sidste halvdel af mit halvmarathon kørte lidt på auto-pilot. Jeg holdte bare samme tempo som de tre andre. Nu havde vi fulgtes så langt, så skulle vi også gerne holde os samlet resten af vejen. Det var dog sværre end det lyder. Stille og roligt begyndte Lars at sakke bagud. Jeg blev ved ham omkring en kilometer, selvom han blev ved med at sige, at jeg bare skulle løbe op til de andre. Men vi var så tæt på mål, så jeg havde ikke meget lyst til at “efterlade” nogen. Det blev dog så koldt at gå/løbe, at jeg var nød til at løbe op til de andre alligevel.
Da jeg kom op til de andre, blev vi enige om at prøve at vente på Lars. Men han var ikke til at se bagude. Vi blev helt i tvivl om vi havde overset en en markering og løbet forkerte vej, så vi løb stille tilbage af samme vej, som vi kom fra (det kaldes “gratis kilometer” lærte jeg).
Vi var dog ikke løbet forkert, og pludselig dukkede Lars op derude.
Kort før mål blev vi langsomt splittet igen. Birgitte og jeg blev enige om at fortsætte for at holde varmen. Jeg var så småt begyndt at blive kold og kunne ikke andet end at se frem til det varme tøj, som lå i min taske ved mål. Og som den erfarne løber Birgitte er, kunne hun lige sige at vi bare skulle op til hjørnet, og så var vi næsten i mål. Men det viste sig at være et hjørne eller to længere fremme. Kender I det, når man tror at man er ved at være der, og så er man det ikke? Æv! Men vi fik en hyggelig sludder om grej og løb på de sidste kilometer.
I mål havde Ane sørget for varm kakao. Det var guld værd! Her fik jeg også af vide, at temperaturen havde sneget sig ned på minus 16 grader. Og her gik det op for mig, hvor vanvittigt et løb det havde været. Her bagefter var løbet måske lidt på grænsen, men det er uden tvivl en god oplevelse – og det er jo det, som vi løber for.
Selvom Birgitte ikke havde styr på sidste del af ruten, så skulle det vise sig, at hun var en langt mere erfaren løber end jeg havde regnet med. Hun har mere end 240 marathons i benene – de 62 af dem i 2011. Imponerende!
Man siger, at i mørket er alle katte ens. Det gælder også for løbere, som løber i mørke og minus 16 grader. Det var først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede hvem jeg havde løbet med. Samme person som jeg tidligere havde læst om i et løbemagasin og beundret for sin evne til at presse kroppen gang på gang. Det er inspiration af første klasse.
Tak til Lars og Birgitte for en hyggelig tur. Og til Ane for at bruge sin tid i depoterne – selvom jeg ikke havde lyst til så meget da jeg kom i mål.
Turen fra Hillerød st. til Vesterbro var virkelig lang. Og da jeg endelig landede et pænt stykke over midnat, tog jeg en hurtig beslutning. Jeg sprang søndagens Marathontest over.
PS. Løbetøjet fungerede perfekt! Med undtagelse for handskerne – men nu stod der jo også kun 0C til -10C på pakken..
Links
