-og det, kan du ikke løbe fra....

-sjovt at man hører sådan et udtryk igen og igen, hvorfor hører man aldrig en mere optimistisk udgave som; -sådan er det, men det kan du jo løbe fra !!
eksempel; Allan, du har da godt nok taget på igen, hva ? "det kan du ikke, løbe fra !! -jo det kan man faktisk godt !! lige såvel som man kan løbe fra fra sig fra alt muligt andet, manglende energi, modløshed mv. jeg oplever selv at når jeg jævnligt løber har jeg færre skavanker, kroppen fungerer bedre, færrer sygedage, bedre koncentrationsevne, bedre nattesøvn, forventet længere levetid.

men der er ting som folk hårdnakket vil påstå at man ikke kan løbe fra, som feks. hvis man har en halvtosset eks. der nærmest har det som livsmission at gøre alt for at modarbejde dig og i det hele taget gøre dit liv så besværligt som muligt, ja måske ligefrem stalker dig, så siger folk gerne "du kan ikke løbe fra problemet" !!

kan man ikke ??

sikkert ikke, men ved at fastholde sit løb, kan måske alligevel løbe fra det, eller man kan i hvert tilfælde bruge løbet til at tackle problemer, hvis man har en god løbemakker kan man jo snakke med ham eller hende og få luft og afløb for sine tanker, og under alle omstændigheder vil løbeturene give dig et kortere eller længere frirum, og de vil helt sikkert give dig mentalt overskud til at tackle og håndtere problemerne

-så næste gang nogen siger til dig at du ikke kan løbe fra "det", så stop op et øjeblik og sig til dig selv ;

kan jeg ikke ??

sikke en følelses mæssig dag...... i en rutsjebane.....

Meget underlig dag pt, og dagen er langt fra slut endnu.

I morges kunne jeg sende lykønskninger til nybagte forældre efter en meget hård fødsel. Men det gik jo godt og sønnike kom hurtigt på facebook med div billeder. Altid dejligt at se de kære små, som nu begynder et nyt og langt liv ;-)

Til træning i morges måtte jeg sande, at mit knæ endnu gjorde ondt ved især ved single leg squats med vægt. Så det skulle jeg lige have justeret til. Men ondt havde jeg. Bagefter talte jeg  med nogle træningsmakkere om knæskader. Vi sad pludselig 3, som alle døjede med et dumt knæ. Og jeg frygtede den kommende ½ marathon om kun et par uger..... Jeg har ikke kunnet løbe bare sølle 10 km i meget lang tid.....

Efter træning mødte jeg en veninde på gågaden. Hun havde lige været til kemo på sygehuset. Havde fået konstateret brystkræft i et slemt stadie. Hun fortalte om, hvordan hun og hendes familie taklede det. Pt så det lovende ud, men operation af en 8-10 cm stor knude lader vente på sig, da kemoen lige skal have bedre effekt, og knuden betegnes som særlig farlig.

Da jeg kommer hjem, har jeg fået en mail fra mit kommende ½ marathon med mit start nummer, og de sidste informationer inden løbet.

Jeg falder over en sætning, hvor der står, at hvis man er forhindret, kan man overføre sit start nummer til næste år.....
Et hurtigt opkald og en mail, og jeg er ret glad. For så har jeg ro i krop og sjæl i forhold til træning. Og mit knæ vil nu slet ikke blive overbelastet eller yderligere skadet. Sikke en lettelse.

Og alligevel får jeg dårlig samvittighed over at blive så glad.

Jeg har jo kort forinden lige stået og grædt med min veninde. Hun ved ikke, om hun overlever, og jeg er glad over at kunne spare mit knæ til et "dumt" løb.....

En dag som i dag, sætter gang i tankerne om, hvor vigtigt det er, at glæde sig over hinanden og de små ting i hverdagen. For ingen ved, hvor længe vi skal være her. Og min dag har strakt sig fra vugge til grav i mine tanker. Sikke en rutsjetur...

God vind derude

Maj-Britt

Gratis løbe og trail magasiner på Issuu ... og meget mere!

Tænkte jeg lige ville dele et lille tip.

Måske kender du det, måske ikke men hvis du klikker ind på Issuu finder du her et hav af gratis online magasiner inden for alt. Her tænker jeg selvfølgelig hvis du brænder for løb, MTB, triatlon, crossfit eller anden form for sport, så kan du i søgefeltet søge løs og få masser af inspiration.

Præcis indenfor trail-verden, findes der ikke rigtig nogen danske magasiner udover det mere generalle løbemagasiner, men kommer du ud over landets grænser, bliver udvalgt pludselig meget større. Herunder har jeg fundet et lille udvalg, men søg på Issuu som du ville søge på Google, så kommer der helt sikkert noget interessant frem som du kan bruge.

Har du iPad (eller anden tablet) kan du samtidig smide det over i iTunes under bøger og så sync den med din Ipad. Herefter vil den dukke op i iBooks på iPad'en, hvor du så mere komfetabel kan tage den med på farten eller ligge langs på sofaen :)

Klik på billedet for at komme direkte ind på oversigten.

Open publication - Free publishing - More running

Open publication - Free publishing - More fonn

Open publication - Free publishing - More 70.3

Enjoy og skriv hvis der er spørgsmål.

Nybegynder igen.......?

Når man som jeg har løbet i 2 år nu med udgangspunkt i et løbeprogram for nybegyndere, så må det næsten være lidt lige som et Ludo spil at pådrage sig en skade.
Jeg er blevet slået tilbage til start - føler jeg....

Da jeg begyndte med at løbetræne, skulle jeg ifølge et program løbe i 2 min og gå i 2 min et vist antal gange i en uge, derefter løbe i 3 min og gå i 2 min. Efter 10-12 uger kunne jeg så løbe 5 km uden pause, og kalde mig for løber - stod der i løbeprogrammet.

Jeg husker min spæde løbetræning om ok i begyndelsen. Det gik fint, og jeg glædede mig altid til at skulle løbe, samtidig med at jeg ærgede mig gevaldigt over at skulle restituere hver 2. dag.
Løbepassene blev efterhånden hårdere, som ugerne gik. Jeg skulle løbe 7 min og gå i 1 min. Og i Vejle er der mange bakker både op og ned. Og med længere løbeinterval, kunne jeg ikke længere styre, hvornår det lige kom til at passe med en gå pause, når det gik op ad. Så jeg kom virkelig på en prøve, da jeg skulle lære at forcere bakkerne opad. Nedad gik det fint, bortset fra at jeg var lidt bange for at falde. Så jeg forsøgte at holde lidt igen.

Jeg gennemførte naturligvis hele løbeprogrammet og gennemførte et løb på 4,6 km netop som mit program sluttede. 4-5 måneder senere havde jeg trænet mig op til 10 km, og deltog også i div. løb.
Efter 1½ år løb jeg min første halvmarathon, og har nu løbet 5 ialt. Så mine løbepas til træning ligger oftest mellem 10-17 km. Og jeg har altid løbet ca hver 2. dag eneklte gange er der gået 3 dage mellem træning.

Motivationen har hele tiden været der, og jeg var jo simpelthen blevet en løber for livet. Ligesom nogle af de løbere, som jeg har mødt rundt i landet på 60, 70, 80 og endda vist 91 år til Eremitageløbet.

Mit store problem kommer så som et lyn fra en klar himmel for knap 2 uger siden. Jeg har pådraget mig en slags knæskade, og jeg kunne pludselig ikke løbe ret langt, ca. 8 km, men med gener, smerter og ubehag. Jeg må pludselig sidde med isposer på knæet og løbe med knæbind, og holde 4 dages løbepause. Jeg føler mig gammel og med gigt lige pludselig. Jeg er rasende, fortvivlet og ivrig for at komme ud og løbe igen.
Jeg vælger derfor at opsøge min læge og med frygt for, at han vil ordinere fuldstændig ro og ingen løbetræning.....

Lægen mener, det enten er noget med den indre minisk, som er blevet let skadet eller en forstrækning af en sene/ledbånd lige ved knæet. Og at ordinationen var træning.
Jeg var helt paf, men jeg hørte rigtigt. Cykling, sagde lægen, det var det bedste. Men jeg måtte gerne løbe 5-8 km ture, hvis jeg lovede at gå op og ned ad bakker, hvor mine smerter er størst. Og naturligvis kun løbe til smertegrænsen. Og så ville det gå over om en måneds tid. Jubii hvor var jeg glad for den læge, som tilmed roste mig for at se godt ud. Han kunne se, at jeg havde tabt mig, og syntes at det var godt, jeg var begyndt at løbe. Dejlig læge ;-)

Jeg kan nu alligevel ikke løbe så meget/ så lidt, som jeg havde tænkt mig, og må pause i flere dage endnu engang - desværre. Må nogle gange opgive efter 1-1½ km. Virkelig træls og total nedtur.

Da jeg så i går er på vej hjem fra arbejde - til fods -  og på vej op af en af de gode bakker, som jeg i sin tid bare hadede som nybegynder, kommer der pludselig 2 løbere og overhaler mig. Den ene løber legende let hele vejen op ad bakken, venter og vender om og løber ned til den anden løber, som er begyndt at gå. Hun hiver efter vejret og puster en del. Hun forsøger så at løbe med op sammen med den første løber, hende med det totale overskud. Men hun må gå igen.

Jeg kom til at tænke på min tid som nybegynder for 2 år siden. På hvor meget jeg også hadede den bakke. Og samtidig var jeg vildt misundelig på den pige, som bare kunne løbe og udvise overskud. Mens jeg gik der og haltede lidt på det ene ben, tænkte jeg, bare det var mig, som kunne løbe endnu. Nogle gange når jeg forsøgte at løbe, var det nærmest lidt op og ned, og både hoppende og fjedrende på samme tid. Sådan føltes det ihvertfald. Lige indtil jeg valgte at stoppe.

Til morgen da jeg havde hørt vejrudsigten med regn og torden på vej, tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg ville ud og løbe, og det skulle være længere end et par km.
Solen skinnede fortsat og vejret skønt til at løbe i. På med skoene og så afsted. Jeg gik lige et par hundrede meter og satte så igang. Da jeg havde løbet måske 500 meter, havde jeg mest lyst til at stoppe. Det gjorde ondt i knæet hver eneste gang, jeg satte foden i jorden. Ikke sindsygt ondt, men pænt ondt. Så det lægen havde sagt om smertegrænsen, mente jeg ikke lige var nået.

Jeg løber videre, og efter 1 km går det nedad. Det er hårdt, men smerterne er til at holde ud. Et par km lige ud, hvor det går nogenlunde. Tiden er vildt dårlig i forhold til mit normale løbetempo, og jeg kæmper mod hver eneste meter, jeg løber.

Tænker på "dengang" da jeg var nybegynder, på hvor hårdt det kunne føles.
Har samme følelse i kroppen nu. Det kan da ikke passe? For jeg har jo løbet lige op til skaden og også med skaden. Så formen burde da være der?
Jeg kæmper og synes at bruge al energi på at udholde smerten, og på det at løbe og nægte at give op.

Så går det op ad bakke. Ikke den vilde bakke, men en pæn bakke trods alt. Den flader ud et sted, inden den stiger igen. Det ved jeg, så jeg forsøger at løbe langsomt op ad bakken. Det går da også. Så flader det ud. 4 km har jeg løbet nu...... hmmmm........ tænker jeg -  ikke meget, selvom jeg er ret smadret.
Jeg vælger alligevel at fortsætte en mindre omvej hjem, for jeg vil så gerne bare nå de sølle 5 km.

5 km som jeg jo som løber ikke anser for noget særligt.
5 km som nu virker uendelige lange - ligesom for 2 år siden.
5 km som kan fastholde mig i, at jeg trods alt, stadig er og kan kalde mig for en løber...

Så jeg løber den sidste km mod mig selv. Vel nok den sværeste km nogensinde,  og med mig selv som modstander.
En modstander som nægter at give op psykisk, men som også ved, at det kommer til at gøre forbandet ondt i knæet senere i dag og i aften, og at is posen nok skal frem flere gange.

Jeg når de 5 km og mit kære hjem efter 32,26 min.
Jeg når lige at tænke, at det er en vildt dårlig tid. Mig som på gode dage kan har løbet 5 km på 24-25 min.
Jeg føler mig som en nybegynder igen, som netop har gennemført de første 5 km nogensinde, og som nu tror, at jeg skal dø.
Set i bakspejlet allerede nu få timer efter, er jeg alligevel stolt over min præstation, og håber at jeg har min læges velsignelse ;)

Samtidig håber jeg, at jeg er i stand til at løbe Fertin stafet i Vejle i aug. hvor 4 andre er afhængige af mig. 4 km er stafetten, så det burde forhåbentlig kunne lade sig gøre. Jeg skal jo bare helst ikke skuffe holdet med en dårlig tid. Og så et kvindeløb og endnu en halvmarathon i september.
Tvivler lige nu på om formen kan genvindes på så kort tid, hvis jeg den næste måned "kun" er i stand til at løbe ca 5 km.

En gang løber - altid løber - håber jeg. Virkelig en livsstil jeg har taget til mig og slet ikke kan undvære nu.


Løberen Maj-Britt ;) Ludo brik eller ej.....

Wind of change 2...

-somme tider byder livet bare på bump på vejen...

-i mit tidligere indlæg "wind of change" afsluttede jeg med at skrive at "jeg beholder min kære kone, der må være grænser for forandringer"......det gør jeg så ikke alligevel, i den korte version var vi kørt fast efter 17 år, så endnu en forandring, jeg valgte at give hende hele molevitten og starte forfra, dog ikke bilen og campingvognen, som jeg nu bor i mens jeg venter på en ny bolig, det er sådan set ok, hyggelig campingplads og masser af tid til at løbetræne, og lige præcis det med at løbetræne var ellers lige ved at gå fløjten. faktisk var Louises korte indlæg om en "begynders morgenløbetur i skoven" med til at få mig til at huske hvorfor det er så fedt at løbe, lyde, dufte og ikke mindst andre løberes hilsen der virker som et puf i den rigtige retning, stor tak for det indlæg Louise, hey hvem ved måske kan vi løbe tur sammen en dag ?

men livet skal gå videre, en plan skal lægges på skinner, og lige præcis det der med at løbe er helt klart med i planen. når man er monstertræt, og det hele er ved at gå i hårknude, ja så kan man jo vælge at slå sig på flasken, jeg vælger dog altid mine løbesko i stedet for, sådan en løbetur generer ofte det lille bitte overskud man har brug for, og samtidig får man god mulighed for at tænke tingene igenem.

løb er helt sikkert en ting jeg vil holde fast i, der skal løbes flere halve marathon, og når nu hele livet alligevel er under ombygning, påtænker jeg at være lidt mere aktiv i "løbeklubben på facebook" har så tit tænkt på at deltage i et de sociale løb, nu skal det være, nye bekendskaber og venskaber skal skabes...

som Doc Brown fra "tilbage til fremtiden" sagde; fremtiden er hvad man gør den til, så gør den til en god en...

P.S
- det nye job starter jeg på 1 oktober, så på mit nye visitkort skal der stå:

Allan Engholm
Løber & chef for salgsafdelingen

Stemningsbilleder fra dagens Solopgangsløb langs stranden.

Lidt billeder fra en fantastisk og tidlig lørdag morgen hvor turen gik fra Gilleleje til Hornbæk og retur igen. Hele turen i selskab med Løbeklubben på Facebook. Tak til Lars Bergelius for et super initiativ

Tak for en super fed tur!