En mur . . . er vel en mur

Det er jo kun en god ting at kunne opleve "at løbe sig ud". Det havde jeg nu ikke troet var muligt. I den tid hvor jeg har været aktiv og især som løber, har jeg ikke haft luft nok til at yde så meget at min krop var ved at sige "så er det pause tid". Det har altid været styret af mit vejrtrækning. Her i februar har jeg deltaget i to ½marathoner (altså mit andet og tredje) Den 4. februar løb jeg med i "Natmarathon i St. Dyrehave", den koldeste nat, denne vinter. Min tid siger ikke så meget 2:23 men det var i -16 °C. Først efter 8 km var jeg lungevarm, 3 km længere end det jeg "plejer" at blive varm på. Det er en oplevelse jeg gerne gør igen, men det var også en meget flot måneklar og tør aften. Selv på denne tur gik det fint med at holde kroppen varm. Tempoet kunne jeg ikke presse på. Men til gengæld følte jeg ikke nogen træthed før jeg ramte mål og kunne se depotet med diverse lækkerier. Før start havde jeg mine spekulationer om koldt vejr og dårlige lunger. Har hørt så mange sige at de ikke løber om vinteren pga kulden og at det gør ondt at trække vejret. Heldigvis var det meget kortvarig at det var ubehageligt at trække vejret. Lørdag d 26. februar var det så tid til endnu et løb "Kronborg til Rungstedgaard - Strandvejs halvmarathon" og i et helt andet slags vejr. Der var forår i luften, sol fra en skyfri himmel, lunt og meget blæsende. Da jeg nu ved at jeg ikke er nogen hurtig løber, lagde jeg mig bagerst sammen med nogen der matchede mit tempo. Jeg løber som regel ikke med GPS ur men lytter til kroppen. Men denne dag havde jeg uret på men fik først startet det efter små 5 km. Typisk mig :o) Efter 7-8 km satte jeg tempoet lidt ned og løb nu alene de næste 9-10 km. Havde fået en energi gel af følgebilen :o/ ikke lige min smag og heller noget for maven. Måtte ned at gå mens den blev skyllet efter med lidt vand. Fulgtes nu resten af vejen med en der havde GPS ur på, så nu var der tjek på tiden. Ca. 1 km før mål fik jeg at vide vores tempo var 5:45 SÅ TROR DA POKKER AT JEG VAR MAT I BENENE så hurtig har jeg ikke før løbet i så lang tid. Forbedrede mig med 16:40 min og gennemførte på 2:00:20.
I januar fik jeg ny medicin og er sikker på, at det er skylden til min fremgang. Så det bliver spændende at blive testet til april. Hvor meget "yngre" mon mine lunger så bliver denne gang. Ved sidste test var de 60 år og lungekapaciteten var 70%Og hvorfor jeg skiftede medicin var kun fordi jeg henkastet spurgte lægen om han ikke havde noget bedre.
TRO PÅ DET
Lisbeth :o)

ambulofobi...

-åbenbart lider mange løberer af denne fobi, som er angst for at gå !!

-til stadighed undrer det mig at jeg tit og ofte kan læse på eks. endomondo.dk at xxxxx har været ude at løbe, og efterfølgende kommer der en kommentar i retning af " super !! keep going" dereter kommer xxxxx på igen med en kommentar a la "ja men jeg var også NEDE at gå x gange"

jamen for pokker, om xxxxx havde gået hele vejen i raskt tempo er det jo stadigvæk en markant bedre præstation end at ligge på sofaen.

jeg har efterhånden genemført mere end 10 halve marathon, men jeg har ved gud aldrig løbet 21,097 KM i et langt stræk, men jeg gider ikke at skamme mig over det.
end ikke når det er at folk ALTID har set mig når jeg enten gik eller stod stille, og hvad er det for en naturkræft der man udelukkende bliver set "non-running" ??
det er i hvert tilfælde ikke fordi at jeg løber så hurtigt at folk ikke kan se mig når jeg løber !! (desværre....)

gad godt at vide hvad der sker for power walkerer ? "godt gået .." --"jamen jeg også nede at kravle et par gange ??

de fleste(måske 99%) af alle begynder programmer foreskriver løb x minutter derefter gå y minutter og så et antal gentagelser, det er da klart, for vi skal jo vænne kroppen til at løbe en længerer og længerer distance og træne kroppen til at løbe 1, 2, 3 eller 10 km, uanset hvor gerne vi end vil, er vi jo ikke maskiner der bare kan køre nonstop så længe der er benzin, men mennesker der på den ene side skal kæmpe og kæmpe, men på den anden side kan glæde os over udviklingen, og måske er det det vi skal bruge gå pauserne til.. ?

Nat(halv)marathon St Dyrehave, Hillerød

Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet noget på den her blog. Jeg havde egentlig tænkt mig. at skrive lidt om hvordan jeg kom igang med at løbe. Men Jakob er kommet mig i forkøbet med en langt mere inspirerende fortælling, så jeg vil undlade at kede jer med min lille historie.

En af mine store motivationer har altid været, at være tilmeldt et motionsløb i fremtiden. Derved lærte jeg ret hurtigt, at så skulle der også trænes i de mellemliggende perioder. Jeg lærte også hvor mange gode oplevelser og indtryk man får, når man er ude og løbe sammen med andre – løb er jo meget andet end sved og ømme ben!
Det er også grunden til, at jeg er alt for hurtig til at tilmelde mig alle de her løb. Hvis et løb lyder spændende, og det nogenlunde passer ind i kalenderen, så er jeg næsten altid tilmeldt med det samme. Af samme årsag er jeg på nuværende tidspunkt tilmeldt over 20 løb bare i første halvdel af 2012.
Med så mange løb er der potentialle for en masse oplevelser. Så hvorfor ikke dele nogle af mine løbe-oplevelser her på bloggen?

I sidste weekend skete der det, som måtte ske, når man gerne vil det hele. Jeg var tilmeldt ikke mindre end fire løb. Om lørdagen to serie-crossløb om formiddagen og eftermiddagen i Vestjylland, et natløb i Hillerød om aftenen og Nike Marathontest 1 i Fælledparken om søndagen. Jeg vidste på forhånd at det ene crossløb var udelukket at nå, men det var et serieløb, som var billigere hvis man tilmeldte sig alle løbene. Så planen var bare at tage det ene crossløb, og så direkte afsted til Hillerød bagefter.

Løbet i Hillerød var et natløb arrangeret af Lars Bergelius fra Løbeklubben. Der var ruter på 8,5 km, 21,1 km og 42,2 km (to gange halvmarathon-ruten). Der var et symbolsk tilmeldingsgebyr på 50 kr., som gik til depot og velgørenhed (Lars donerer 1 kr. pr. km. han løber i 2012 til Julemærkehjemmet). Der var lagt op til at man kunne følge en social gruppe i tempoet 6:00 min/km, men man var også velkommen til at løbe på egen hånd. Løbet blev skudt i gang kl. 19.00. Men på grund af mine ringe planlægningsevner, havde jeg fået dispensation til at starte sammen med socialgruppens anden omgang på marathondistancen – dvs. ca. kl. 21.00.

Efter crossløbet i Esbjerg – som i øvrigt var en dejlig tur i sneen – var det direkte ned på banegården for at nå toget til København. I København passede det netop med at jeg kunne nå hjem til mine forældre på Vesterbro, hvortil jeg havde fået leveret nye løbehandsker og uldsokker (jeg havde hørt, at det ville blive lidt koldt den weekend). Jeg havde i forvejen lige investeret i mit første sæt vinter-løbetøj og en buff af uld. Det der uld er åbenbart “det man skal have” i disse dage.

Med undtagelse for en lille de-tour i Hillerød (ja, jeg er åbenbart ligeså dårlig til at navigere, som jeg er til at planlægge) fandt jeg starten i St Dyrehave. Her stod Ane (Lars’ kone) med et velassorteret (omend meget koldt) depot. Ane brugte 5 timer af sin aften i en bidende kulde på at forsyne løberne med væske og energi fra de to depoter på ruten – selvom hun overhovedet ikke forstod hvorfor man frivillig løb rundt i flere timer i den mørke og kolde skov.
Der kom løbende løbere ind fra halvmarathon og marathon mens jeg stod og ventede på socialgruppen. De havde alle is siddende på huer, på skægget, i øjenbrynene og ja, selv i øjenvipperne! Og der blev stort set kun snakket om, hvor koldt der var derude på ruten. Her blev jeg lidt nervøs for om jeg nu også kunne klare turen. Jeg er ikke så god til at håndtere kulde. Og et halvmarathon er langt hvis det viser sig, at man ikke er klædt ordentligt på. Heldigvis var ruten konstrueret med en masse sløjfer, som gjorde at der aldrig var så langt tilbage til startstedet, hvis man skulle få brug for at udgå.

Efter en halv times tid kom Lars ind med 5-6 andre løbere. Dét var størrelsen på socialgruppen. En del havde meldt fra (eller nøjes med halvmarathon) på grund af det kolde vejr. Nå, men nu var jeg taget så langt for at løbe, så der var ikke andet for at “klæde om” og komme afsted. Jeg nåede dog stort set kun at tænke tanken, før Lars og gruppen på tre andre var løbet afsted igen. Så jeg kom afsted i fuld fart uden at have fået gps-signal på uret (det bryder grej-nørden i mig sig ikke om!). Pludselig kunne jeg ane et par hvide prikker et par hundrede meter fremme. Det var deres reflekser, som blev lyst op af min pandelampe. Imponerende på den afstand.

Jeg nåede op til gruppen - som bestod af Martin Panduro Olesen, Simon Ousager, Birgitte Munch Nielsen og Lars Bergelius - efter et par kilometer. Det var tydeligt at se, at de andre lige havde løbet et halvmarathon. Der blev gået op af stigningerne og der blev ventet hvis nogen sakkede bagud. Og der blev selvfølgelig snakket en masse. De havde åbenbart alle kørt Ironman. Følte jeg mig lige lille der? Jeg har ikke engang løbet et marathon endnu..

Ved første væskedepot efter 10 km stod Martin af. Han havde på det tidspunkt løbet 31 kilometer og havde svært ved at følge med. Vi holdte en lille pause på et par minutter ved depotet. Jeg prøvede at spise en vingummi, men den var fuldstændig frossen. Den måtte lige varmes lidt i munden før der kunne tygges.
Selvom det var godt at få lidt væske og slik indenbords, så gjorde pausen ikke rigtig noget godt. Man blev lynhurtig kold, og det tog da også et par kilometer at få varmen igen. Det var dog noget af en kamp at få varmen tibage i fingrene. Jeg er ikke sikker på at den helt kom igen – ihvertfald ikke på samme niveau.

Den sidste halvdel af mit halvmarathon kørte lidt på auto-pilot. Jeg holdte bare samme tempo som de tre andre. Nu havde vi fulgtes så langt, så skulle vi også gerne holde os samlet resten af vejen. Det var dog sværre end det lyder. Stille og roligt begyndte Lars at sakke bagud. Jeg blev ved ham omkring en kilometer, selvom han blev ved med at sige, at jeg bare skulle løbe op til de andre. Men vi var så tæt på mål, så jeg havde ikke meget lyst til at “efterlade” nogen. Det blev dog så koldt at gå/løbe, at jeg var nød til at løbe op til de andre alligevel.

Da jeg kom op til de andre, blev vi enige om at prøve at vente på Lars. Men han var ikke til at se bagude. Vi blev helt i tvivl om vi havde overset en en markering og løbet forkerte vej, så vi løb stille tilbage af samme vej, som vi kom fra (det kaldes “gratis kilometer” lærte jeg).
Vi var dog ikke løbet forkert, og pludselig dukkede Lars op derude.

Kort før mål blev vi langsomt splittet igen. Birgitte og jeg blev enige om at fortsætte for at holde varmen. Jeg var så småt begyndt at blive kold og kunne ikke andet end at se frem til det varme tøj, som lå i min taske ved mål. Og som den erfarne løber Birgitte er, kunne hun lige sige at vi bare skulle op til hjørnet, og så var vi næsten i mål. Men det viste sig at være et hjørne eller to længere fremme. Kender I det, når man tror at man er ved at være der, og så er man det ikke? Æv! Men vi fik en hyggelig sludder om grej og løb på de sidste kilometer.

I mål havde Ane sørget for varm kakao. Det var guld værd! Her fik jeg også af vide, at temperaturen havde sneget sig ned på minus 16 grader. Og her gik det op for mig, hvor vanvittigt et løb det havde været. Her bagefter var løbet måske lidt på grænsen, men det er uden tvivl en god oplevelse – og det er jo det, som vi løber for.

Selvom Birgitte ikke havde styr på sidste del af ruten, så skulle det vise sig, at hun var en langt mere erfaren løber end jeg havde regnet med. Hun har mere end 240 marathons i benene – de 62 af dem i 2011. Imponerende!
Man siger, at i mørket er alle katte ens. Det gælder også for løbere, som løber i mørke og minus 16 grader. Det var først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede hvem jeg havde løbet med. Samme person som jeg tidligere havde læst om i et løbemagasin og beundret for sin evne til at presse kroppen gang på gang. Det er inspiration af første klasse.

Tak til Lars og Birgitte for en hyggelig tur. Og til Ane for at bruge sin tid i depoterne – selvom jeg ikke havde lyst til så meget da jeg kom i mål.

Turen fra Hillerød st. til Vesterbro var virkelig lang. Og da jeg endelig landede et pænt stykke over midnat, tog jeg en hurtig beslutning. Jeg sprang søndagens Marathontest over.

PS. Løbetøjet fungerede perfekt! Med undtagelse for handskerne – men nu stod der jo også kun 0C til -10C på pakken..

Links

• Billeder
• Resultater
• Min Garmin Connect
• Lars’ løbsberetning

-at tænke sig...

-den mennesklige hjerne vejer i genemsnit 1375 gram, sådan cirka..men at tænke sig hvad den er i stand til, feks. er det den der gør os til den vi nu engang er, hvis jeg nu manglede et ben, en fod, en hånd, ville jeg stadigvæk være mig, men en skade på hjernen og bom, vi ændres fuldstændigt !!
og jeg ved godt at jeg til tider tænker for meget, især når jeg løber, men når hjernen nu får tilført imellem 0,5 og 1 liter blod i minuttet i hvile, og cirka 3 gange så meget når kroppen er aktiv, så er det sgu ligesom at give den en ny processor der 3 gange så meget drøn på, og når først man galoperer der ud af er hjernen super skarp, hvad vej skal vi, vi skal lige auto fokusere synet, styre balancen, scanne omgivelserne, der er en hare(hej hare), der er et træ(uden om det, og en hunde høm-høm(uden om den også) der er en bil(pas på, har han set mig, tjek)solen i øjnene(ret blikket ned af) der er en dejlig dame(wauv wauv ville fløjte, men er forpustet) tjek, kontrol af alle kroppens funktioner(lever, tjek -hjerte tjek, men sæt pulsen op, løbe, tjek stræk muskel, træk muskel sammen, vip foden, afjedring i knæ, tjek og lige 100 andre ting).
og samtidig med at alt dette foregår uden at "jeg´et" overhovedet er opmærksom på det, kan vi lige løse verdens situationen, og hvad skal vi have at spise iaften ? og så det største mysterium af alt; på een gang ved hjerne jo godt at det er godt at løbe, for den kan jo ikke overleve uden resten af kroppen, og hvis jeg ikke løber bliver hjertet svagere og hjernen får mindre blod !! og i sidste ende dør kroppen og dermed hjernen !!
og så, kan den ved gud i himlen diskutere med sig selv samtidig med alle førnævnte ting foregår !! kroppen siger NEJ jeg orker ikke at løbe, stop lad os holde en pause,,,nej jeg VIL løbe længere og lidt hurtigere nej jo nej jo nej jo nej jo, jeg blir tosset !!
men måske ER hjernen tosset!! den dør uden aktivitet og motion, men er samtidig indrettet sådan, at den kun sætter kroppen i gang hvis en af to ting indtræffer;
1. jeg skal jage for at få føde
2. nogen jager mig(evt. for at få føde)
men så er det da godt at man kan snyde den gamle tossekasse, giv den sukker og den tror at du er frisk igen, eller giv den et skud endorfiner, det kan den li` og ellers er det da rart at hjernen kan diskutere med sig selv så vi kan få vores løbeture trods alt...

hvis dette indlæg skulle have fremkaldt hovedpine, søvnløshed eller epeleptiske anfald, undsklder jeg og henviser til at det må være min hjerne der har provokeret en anden hjerne, jeg beklager..

Allan//