Heaven, -a place on earth ?

overvej dette; er det muligt at vi vores søgen efter paradis, faktisk overser det ?

har vi ikke alle prøvet det med at løbe den samme tur igen og igen, uden rigtigt at lægge mærke til omgivelserne, naturen, bygninger, landskabet, markerne eller....
både jeg selv og min datter er foto-interesseret, og derfor ser vi nogle gange tingene som motiver, prøver at se tingene fra en anden side og tolker dem ud fra vores egen mening. et gammelt faldefærdigt hus er et lille stykke historie om folk der har boet der, levet der, elsket der, fundet tryghed der og til sidst måske forladt det hvorefter tidens tand er begyndt at gnave i det og til sidst er det væk ! puf !! psst væk.... men det har måske været nogen paradis på jorden..
prøv at SE på omgivelserne på din næste løbetur, giv pokker i tid og distance, og tag dig tid til at se på omgivelserne...
måske har gud tænkt; at den bedste måde at beskytte og fordele paradis er at sprænge det til en million smådele og gemme dem lige for næsen af mennesket, og måske ligger der et lille stykke paradis på lige præcis din løbetur, som en lille belønning der siger; jo mere du løber og passer på dig selv, jo mere af paradis får du lov at se..
der ligger måske små stykker i Vendsyssel, København og tilmed måske i Køge måske lige ved siden kemiske fabrikker og kedelige motorveje.....

smid en kommentar hvor du sidst så et stykke af paradiset...

Start nummer med posten - mental motivation

Hvem kender ikke den specielle følelse, det er, når man modtager et start nummer med posten?

Det at tilmelde sig div løb er noget jeg går højt op i. Det fremmer min motivation og min træning.
Ikke at jeg har mistet min motivation - endnu da. Og har løbet i nu 2 år.
Men så ved jeg, at løbet er inden for overskuelig fremtid.

Det at åbne posten, og lige samle de 4 små sikkerhedsnåle op, som faldt ud, da jeg åbnede brevet. Det at tjekke mit start nummer ud med tilbud på bagsiden, og den vedhæftede kupon til afhentning af en gavepose. Det er bare en dejlig og helt speciel følelse. Og JA det er til et kvindeløb. Og gaveposer er bare guf for vel de fleste kvinder?
Noget var dog helt nyt ved dette start nummer. Bagpå var der nemlig påklistret 2 aflange skumdimser, som åbenbart nu er en chip. Så slut med trælse chip i snørebåndene. Blot på med start nummeret, som vanligt, og wupti chippen er på plads. Gad vide om den holder til kraftig regn. Træls hvis den nu faldt af undervejs, eller bare den ene skumdims. Virker den så ikke? Hvorfor står der ikke noget om det i brevet? Hmm.....
Gad vide om det er en kvindelig opfindelse. For det er måske mest kvinder, som bander over de skide chip?

Tjekke alle data ud i det medfølgende brev, og planlægge hvornår jeg skal afsted fra Vejle for at nå Fredericia og start området i god tid uden stress og jag.

Når dagen er tættere på, skal vejr udsigten altid tjekkes ud. For det er nu rart at vide, om vejrguderne lover bagende solskin eller regnvejr, eller det perfekte løbevejr - let overskyet, men tørvejr ;-)

Interessant hvad et start nummer modtaget med posten, kan gøre ved min mentale motivation. Dette set i forhold til, "blot" at møde op på dagen til et løb, og så stille sig i kø og få udleveret sit start nummer der. Det er bare ikke det samme. Lidt a la en fuser som til nytårsaften - synes jeg.

Så dejligt at der endnu er nogle, som vælger at poste et start nummer. Tak for det :)

Er der andre, der har det ligesom mig? Eller er jeg blot lidt sær..... Men det virker ihvertfald :-)

Maj-Britt ;)

At løbe på landet kontra storbyen.....

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af et par dage i hovedstaden. Jeg havde masser af tid til både løb og træning i fitness center. Når man først er blevet en "rigtig løber", ja så får man hurtigt abstinenser, hvis man ikke løber. Jeg gør ihvertfald. Så uanset hvor i landet eller verden for den sags skyld, at jeg befinder mig. Ja, så er mine løbesko altid pakket også -  og med på turen/rejsen.

Det var faktisk også ret skønt at komme væk fra de voldsomt trafikerede veje med støj, forurening fra bilerne, udryknings køretøjer, alt for mange lys signaler, og for slet ikke at nævne de "pokkers" mange mennesker alle vegne. Så det nød jeg virkelig, da jeg hurtigt begav mig ned til Utterslev mose for at løbe rundt om den 4½ gang. Et smørhul i hovedstaden. Der er både cykel- og gangsti. Men jeg tror nu ikke lige, at gæssene ved det. For de havde belejret begge stier, og hvæsede kraftigt ad mig. Men de store gæs, passede blot på deres efterhånden store unger.
Men efter min første runde, havde gæssene vist indset, at der var rigtig mange motionsløbere i mosen. Så de havde flyttet hele flokken, inden jeg passerede for anden gang. (spøjst nok, så hilste kun få løbere under turen i mosen. Normalt i det jyske hilser eller nikker alle til alle)

Efter løbeturen så igen ud på de stærkt trafikerede veje...... ak tænk at jeg engang boede midt i al den støj og larm. Nu er det næsten ikke til at holde ud mere.

Da jeg under min løbetur i dag løb i hjemlige omgivelser i Vejles omegn med marker alle vegne, blev jeg helt betaget af naturens kræfter. Vinden bølgede smukt på en kornmark, som lå op ad en bakke. Det gav et utroligt flot mønster, når vinden bølgede så flot.
Mark blomsterne stod flot i grøfterne alle steder. Gule, hvide, røde, blåligt græs, korn som også havde forvildet sig til grøftekanten. Alle stod bare og ventede på at blive plukket. Og nu pryder en smuk buket mit sofabord.
At tage sig tid til bare at falde i et med naturen og lade endomondo være endomondo, og bare plukke og plukke. Samtidig med at jeg er omgivet af fred og idyl. Ingen støj og larm..... lige bortset fra den unge gut, som lige skulle vise sig på sin motorcykel og køre på et hjul, mens han fik den til at larme noget så voldsomt.... Heldigvis var han væk, inden jeg næsten nåede at registrere ham alt for meget ;-)

Løbeture som i dag på landet, vil jeg ikke bytte for noget andet. Jeg nyder at kunne løbe tidligt og sent og se sol op og sol nedgange. Noget som ikke kunne lade sig gøre i storbyen pga de mange huse. Her drukner solen næsten i marken. Så smukt.

Så til alle Jer by folk...... kom ud og mærk naturen på tætteste hold, bare en enkelt gang. Og nyd at der heldigvis findes gratis glæder alle vegne. Min buket skal nydes nogle dage - og så kan en ny jo heldigvis plukkes ;) Ren mental terapi.

God sommer derude, og håber at se mange af Jer til sommerens løb rundt om i landet.


Maj-Britt

PS ville have lagt et billede af buketten her på bloggen, men har lidt tekniske vanskeligheder. Så derfor er den "blot" på min egen væg udover mit spisebord ;-)

Det skal altid være lysten der driver værket.

I søndags deltog jeg i Copenhagen Marathon, som jeg tilmeldte mig kort tid efter at være kommet retur fra Stockholm (Lidingö Ultra).

Planen var hele tiden at hvis jeg kom igennem mit første mindre ultraløb i Stockholm uden skader, ville jeg også gennemføre Copenhagen Marathon.

Hvorfor? For at få den i løbs-kalenderen for 2012 og kunne sætte  ✔

Efterfølgende har jeg brugt de sidste dage på at tænke hvad der egentlig gik galt. Jeg havde et mål om at komme under 4 timer og drømmen om at komme under 3 timer og 45 minutter, mente jeg heller ikke var urealistisk, eftersom at jeg (knap så klogt) søndagen inden løb 27 km. med 5:14 i snit per kilometer uden problemer. Udover at rigtig mange løbere havde en ufattelig varm dag i søndags, gik alt der ikke måtte gå galt, galt. 

Starten på dagen gik planmæssigt og aftenen inden havde jeg forberedt mig godt så alt lå klart, jeg skulle blot stå tidligt op og fylde energi på tanken.

Aftalen var at jeg skulle løbe sammen med en bekendt som for kort tid siden havde deltaget i Hamborg Marathon, men ville nu - ligesom jeg - have maratontiden under de 4 timer.

Startskuddet gik og vi kom begge godt af sted. Forinden havde vi aftalt at var der en af os som havde bedre ben, var planen blot at stikke af og løbe sin egen chance. Efter godt 20 km. hvor vi sammen ramte Polititorvet, måtte jeg slippe ham og løbe mit eget løb. Der var simpelthen for meget krudt på i forhold til hvad jeg havde kræfter til. Da jeg ramte halvmaraton-distancen vidste jeg allerede det ville blive et par rigtig hårde timer, som jeg havde foran mig. Der gik dog heller ikke ret lang tid efter de 21 kilometer, før de 8 morgen-espressoer, fik den ellers lidt for sene men ønskede effekt. Kort før Den Sorte Diamant måtte jeg gøre brug af de opstillede blå kasser, hvor der selvfølgelig også var kø... og tiden gik ...    

Efter den relative korte pause gik det stort set ned ad bakke og der var ingenting som ville fungere optimalt. Motivationen var helt væk og lysten til at stoppe var nu meget tæt på at overvinde mit indre billede om ”bare” at nå målstregen, uanset hvad tiden måtte ende på. Jeg begyndte at mærke de mange trænings-kilometer og trætheden i benene kom snigende, om det skyldes det varme vejr eller om det havde noget at gøre med den knap så optimale restitution, ved jeg ikke. Jeg gætter på en god cocktail ;o)   

Jeg gennemførte, men det var bestemt ikke uden problemer og det var heller ikke sjovt. Drømmen om 3 timer og 45 minutter var "Long Gone" og det handlede mere om at overleve end kampen for at komme under 4 timers grænsen. Da jeg efter 37 kilometers mærket blev overhalet af netop 4 timers ballonen, gjorde det bestemt heller ikke situationen meget bedre J

Hvad har jeg lært?

Set i forhold til at det "kun" tog 4 timer og 25 minutter, føler jeg virkelig at jeg lærte meget om mig selv. Som jeg har skrevet i overskriften, skal det være ”Lysten der driver værket” og aldrig ”værket der skal drive lysten”. Jeg gjorde den store fejl at tilmelde mig Copenhagen Marathon fordi jeg havde formen efter træningen op til Lidingö, men ikke fordi jeg havde lyst eller jeg brændte for det. Det var netop også derfor at motivationen forsvandt fuldstændig efter 20-25 kilometer, men efter den distance er det præcis så sindssyg vigtigt at man kan finde den ekstra motivation der skal til (som jeg ikke havde), at man kan grave dybt og overbevise sig selv om, at det er en rigtig god idé at fortsætte med at løbe selvom det er hårdt, og for mange kan gøre rigtig rigtig ondt.

Man skal gøre de ting som gør en glad og som motiverer en, alt andet er tidsspilde og det ender kun med at blive en dårlig oplevelse. Når det så er sagt og jeg ser i bagspejlet, er jeg super glad og stolt over jeg kom igennem og vandt over stemmen inde i hovedet der skreg ”STOP NU”.  

Er jeg så færdig med at løbe? 
Jeg er først lige begyndt :)


Har du haft en ligende oplevelse så smid en kommentar og skriv hvad du lærte.

Den elvte og alligevel den første...!

Så lykkedes det mig at genføde mig selv som løber! - Jeg havde nok mærket det komme, men havde alligevel gjort alt for at dæmpe egne forventniger. Jeg vidste at formen var der, og at det ”kun” var et spørgsmål om at disponere fornuftigt – så skulle det nok gå.

Men med marathonløb er der trods alt så mange ukendte faktorer, at der ikke skal så meget til før det går helt skævt. Som nu den hovedpine, jeg vågnede op med om morgenen – eller det faktum at rødvinen smagte forbandet godt aftenen i forvejen... og alle de andre tanker og undskyldninger, der passerer ens hoved i timerne før start. Men jeg glædede mig til start, og dét var en helt ny følelse.

Jeg havde gennemført 10 marathonløb før dette, men ens for dem alle var, at jeg aldrig reelt har haft kilometer nok i benene til at kunne løbe et ”ordentligt” løb – nuvel, jeg har da løbet 20 minutter hurtigere end dette, men det var i ungdommens vår, og der havde jeg det i pricippet lisså elendigt bagefter som ved alle de andre 9 der fulgte i en ujævn strøm i årene efter. Marathonløber blev jeg squ aldrig!

Men så en skønne dag ændrede nogle ting sig inde i mit hoved. I stedet for altid at være deprimeret over, at det blev hårdere og hårdere at holde et kilometersnit på 4 minutter under træningsturene, og at det var en pinsel at tænke på, hvor kort tid siden det var, at man ingen problemer havde med at ligge og træne med 3:45 pr. km, så blev jeg næsten over en nat kolossalt tilfreds med at ligge og hygge mig næsten et minut langsommere pr. kilometer. Turene blev længere og ikke mindst hyppigheden af mine ture steg voldsomt. Jeg opdagede simpelthen, at hvis jeg bare glemte alt om tempoløb, så var der næsten ingen grænser for, hvor meget, jeg kunne træne.

... Og her står jeg så med en frisk marathontid på 3:21.54 og føler at der er meget mere krudt i mig. Min hovedpine gik ikke væk undervejs, men hva' gjorde det!? - Ruten var ikke af den flade slags, men hva' gjorde det!? - Man skulle 3 gange omkring målområdet, men hva' gjorde det!?... ingenting!

H.C. Andersen 2009 var et krampehelvede – ligeså var Paris 2010. Amsterdam 2010 var et lillebitte vendepunkt, men hele 2011 var én lang nedtur... lige indtil der skete noget i mit hoved – måske en anelse foranlediget af nogle alvorlige skader. Men jeg er ikke den første, der har måttet sande:

Man skal ned og kysse bunden for at kunne genfinde den sande glæde.

modvind og medvind, en sand lykkerus ;)

Tænk at jeg har været så heldig, at være på mit livs pt hårdeste løbetur langs Vesterhavet på Fanø. Jeg var simpelthen nødsaget til at skulle løbe langs vandet. Der er bare ikke noget bedre end at løbe i sand. Så det var bare på med løbeskoene og afsted. Hvor svært kunne det dog være med min top form.... ( Så pyt med de seneste 5 dages voldsomme forkølelse)
Jeg måtte lige forcere et par km med ganske kraftig sidevind, inden jeg nåede stranden. Her kom MUREN så. En mur af ekstrem hård modvind. Følte mig næsten som en af de mange drager, som årligt besøger Fanø. Eller de mange måger som forgæves kæmper sig op i luften, men med det resultat blot at blive kastet længere tilbage på stranden total uden nogen form for kontrol.
Hvis jeg lod mine arme komme for langt ud til siden, kunne jeg frygte selv at blive kastet op i luften af vinden og bare flyve rundt.
Så jeg kæmpede og kæmpede mod naturens meget stærke kræfter. Mit hoved måtte jeg vende skiftevis til siden. For hvis jeg havde ansigtet direkte mod viden, føltes det som, når man ser en faldskærmsudspringer, hvor hele ansigtet bare blafrer.
Trods voldsomme vindesus, nød jeg virkelig naturen. Jeg løb næsten trailløb indimellem, (tror jeg nok, for jeg har nu kun læst om det her på Løbeklubbensvæg) for jeg måtte løbe zig zag i sandet nogle steder, for at undgå våde sko. Nogle steder måtte jeg sætte tilløb og springe langt for at komme over vand, som også løb ind på stranden som små floder. Så var der alle de ujævnheder en strand naturligt har. Så jo de må da lugte lidt af trail løb. Bilerne susede forbi mig på stranden i begge retninger. Og jeg bare løb og løb, syntes jeg virkelig. På et tidspunkt overvejede jeg bare at vende om og løbe tilbage i flyvende medvind. Men jeg havde jo allerede en løberute planlagt i mit hoved, sådan nogenlunde da. For mens jeg kæmpede mod naturens kræfter, spejdede jeg forgæves ind mod klitterne for at se, hvor jeg kunne dreje af.
Og med alle de biler, måtte de jo være kommet ned på stranden et eller andet sted. Så optimistisk løb jeg bare videre og videre.....
men jeg spejdede forgæves, følte jeg.
Jeg så rav findere langs vandkanten rode i tang mv med deres river. Jeg så harer løbe hurtigere end jeg ind mod klitterne. Jeg så hundrede af måger kæmpe mod vinden ligesom jeg. Selvom jeg nu mere syntes, at de gav for let op, og bare fandt sig til rette i sandet, der hvor de nu tilfældigt landede efter en mislykket flyvetur.
Det eneste jeg ikke så, var en vej væk fra stranden.
Jeg nægtede at vende om, trods udsigt til medvind. Nu ville jeg bare væk fra stranden. Efter 5 km i sandet så jeg et lille blåt skilt gemt lidt inde ved klitterne. Nogen vej var der ikke, men jeg valgte at følge min nysgerrighed og løb ind mod skiltet. Pælebjerge stod der, hmm.... hvorfor ikke tænkte jeg...... og afsted det gik.
Endnu mere trailløb. Sand, løst sand op og lidt ned, smalle stier, snoede stier og pludselig var jeg midt i vel nok Danmarks smukkeste klitplantage med de skønneste søer med åkander i alle størrelser.
En mor kom gående forbi mig med hendes lille søn i hånden. Glade og forventningsfulde så de ud, og udstyret med et fiskenet i hånden, kunne det da heller ikke blive meget bedre.
Jeg løber fortsat nu iøvrigt "kun" med en kraftig sidevind. Men lægger nærmest ikke mærke til det pga den smukke natur. Farten øges lige så stille, samtidig med, at jeg også lige skal orientere mig og finde vej. Skovlegeplads til højre, hmm....skal jeg løbe til højre eller venstre???
Min fornemmelse siger til højre, men jeg orker næsten ikke at ende i en blindgyde på en skovlegeplads, for så at skulle løbe samme vej tilbage igen. Så det bliver til venstre. Nu ud af en smal asfaltvej, fortsat i den naturskønne plantage.
løbe, løbe og løbe, yes lige et sving mere og så er jeg ude på landevejen. Lige til højre og så bare lige ud og hjem til sommer huset igen, tænker jeg.....
Den ene kilometer tager den anden, næsten for hurtigt nu. Jeg flyver næsten, wow sikke en følelse. Jeg kommer helt tæt på Sønderho mølle, og hvor er den bare flot der på toppen af en lille bakke. Det begynder at regne lidt kraftigt nu, men jeg flyver bare videre og videre. Jeg smiler med et bredt smil , som fylder hele mit ansigt. Det her er bare livet, tænker jeg, mens jeg kan se kirken i det fjerne. Velvidende at jeg bor lige overfor kirken, og et varmt bad er i vente.
Tænk at løb kan give så megen kærlighed og lykke, eller afhænighed vil nogen måske tænke.
Jeg var vildt stolt over at gennemføre min løbetur og kæmpe mig gennem naturens kræfter. En følelse som varer ved meget længe efter løbeturen er slut.
Mit livs pt både hårdeste, men også allerbedste løbetur på 14,32 km. Kan varmt anbefales.... :D

God vind derude ;-)

 

Maj-Britt

 

Kærlighed og kondisko...

-5 kilometer og tiden siger 23,27, pis ! det føltes ellers som om det bare kørte på skinner, men 5 km var alligevel næsten 2 minutter langsommere end bedste tid på 5 km. Figtheren træder til "du når da at slå 10 km tiden" kæmper mod sig selv og tiden....uret siger 9,76 km, må bare kæmpe,,,,,nixen, no cigar--10 km på 48.22, 1;10 for langsomt,,,tænker at jeg er gået et år tilbage i præstationerne, kæmper ligesom da man kæmpede for at nå 5 km, 10 km, 15 km, 20 km, begynder at frygte mødet med fortiden, på samme måde som når man tænker på en gammel flamme, og tænker hvis jeg nu en dag møder hende face to face, og det kunne jo ske,,, hun er også aktiv på løbeklubben på facebook, og forbedrer hele tiden tider og distancer,,,man tænker lidt at hun sikkert synes at man har været den værste kæreste nogensinde, svaret er i vinden....1 time, den er indenfor rækkevidde,,nej der mangler jeg sgu 131 meter!
så kan det også være ligemeget, løber hjem imens jeg tænker om man er ved at brænde ud ? firkløver løbet for 14 dage siden var vist heller ikke det store skrig i mørket, regnede med at skulle løbe under 2 timer men satte 7 minutter til, måske fordi jeg glemte høfeber pillen om morgenen, og så er det ikke sjov at løbe 20 km i skoven, er i forvejen udpræget asfalt løber. kommer hjem med 15,8 km i skoene, og noget i lårene der skriger SMERTE, ,,nedtur..

-og dog, kom til at tænke på hvordan smerte i lårene tidligere var en fast makker, en indikator på at jeg havde givet gas, havde ydet mit bedste (jeg var bare ikke bedre dengang var ikke erfaren nok)smiler og tænker at smerten på en eller anden måde pludseligt var "rart" og da jeg så kiggede løbepasset igenem på Endomondo opdagede jeg sørme at jeg uden at vide det havde slået min bedste 15 km tid med 23 sek.

og det er nok med kærligheden som med løb, man øver sig, gør sig umage, bliver mere erfaren, slapper mere af med det og nyder det i stedet, for at bekymre sig om hvorvidt man gør det godt nok, man skal bare huske at gøre sig endnu mere umage hverdag når det gælder kærlighed, for der er trods alt andet i livet end løb !!

Allan//