Det skal altid være lysten der driver værket.

I søndags deltog jeg i Copenhagen Marathon, som jeg tilmeldte mig kort tid efter at være kommet retur fra Stockholm (Lidingö Ultra).

Planen var hele tiden at hvis jeg kom igennem mit første mindre ultraløb i Stockholm uden skader, ville jeg også gennemføre Copenhagen Marathon.

Hvorfor? For at få den i løbs-kalenderen for 2012 og kunne sætte  ✔

Efterfølgende har jeg brugt de sidste dage på at tænke hvad der egentlig gik galt. Jeg havde et mål om at komme under 4 timer og drømmen om at komme under 3 timer og 45 minutter, mente jeg heller ikke var urealistisk, eftersom at jeg (knap så klogt) søndagen inden løb 27 km. med 5:14 i snit per kilometer uden problemer. Udover at rigtig mange løbere havde en ufattelig varm dag i søndags, gik alt der ikke måtte gå galt, galt. 

Starten på dagen gik planmæssigt og aftenen inden havde jeg forberedt mig godt så alt lå klart, jeg skulle blot stå tidligt op og fylde energi på tanken.

Aftalen var at jeg skulle løbe sammen med en bekendt som for kort tid siden havde deltaget i Hamborg Marathon, men ville nu - ligesom jeg - have maratontiden under de 4 timer.

Startskuddet gik og vi kom begge godt af sted. Forinden havde vi aftalt at var der en af os som havde bedre ben, var planen blot at stikke af og løbe sin egen chance. Efter godt 20 km. hvor vi sammen ramte Polititorvet, måtte jeg slippe ham og løbe mit eget løb. Der var simpelthen for meget krudt på i forhold til hvad jeg havde kræfter til. Da jeg ramte halvmaraton-distancen vidste jeg allerede det ville blive et par rigtig hårde timer, som jeg havde foran mig. Der gik dog heller ikke ret lang tid efter de 21 kilometer, før de 8 morgen-espressoer, fik den ellers lidt for sene men ønskede effekt. Kort før Den Sorte Diamant måtte jeg gøre brug af de opstillede blå kasser, hvor der selvfølgelig også var kø... og tiden gik ...    

Efter den relative korte pause gik det stort set ned ad bakke og der var ingenting som ville fungere optimalt. Motivationen var helt væk og lysten til at stoppe var nu meget tæt på at overvinde mit indre billede om ”bare” at nå målstregen, uanset hvad tiden måtte ende på. Jeg begyndte at mærke de mange trænings-kilometer og trætheden i benene kom snigende, om det skyldes det varme vejr eller om det havde noget at gøre med den knap så optimale restitution, ved jeg ikke. Jeg gætter på en god cocktail ;o)   

Jeg gennemførte, men det var bestemt ikke uden problemer og det var heller ikke sjovt. Drømmen om 3 timer og 45 minutter var "Long Gone" og det handlede mere om at overleve end kampen for at komme under 4 timers grænsen. Da jeg efter 37 kilometers mærket blev overhalet af netop 4 timers ballonen, gjorde det bestemt heller ikke situationen meget bedre J

Hvad har jeg lært?

Set i forhold til at det "kun" tog 4 timer og 25 minutter, føler jeg virkelig at jeg lærte meget om mig selv. Som jeg har skrevet i overskriften, skal det være ”Lysten der driver værket” og aldrig ”værket der skal drive lysten”. Jeg gjorde den store fejl at tilmelde mig Copenhagen Marathon fordi jeg havde formen efter træningen op til Lidingö, men ikke fordi jeg havde lyst eller jeg brændte for det. Det var netop også derfor at motivationen forsvandt fuldstændig efter 20-25 kilometer, men efter den distance er det præcis så sindssyg vigtigt at man kan finde den ekstra motivation der skal til (som jeg ikke havde), at man kan grave dybt og overbevise sig selv om, at det er en rigtig god idé at fortsætte med at løbe selvom det er hårdt, og for mange kan gøre rigtig rigtig ondt.

Man skal gøre de ting som gør en glad og som motiverer en, alt andet er tidsspilde og det ender kun med at blive en dårlig oplevelse. Når det så er sagt og jeg ser i bagspejlet, er jeg super glad og stolt over jeg kom igennem og vandt over stemmen inde i hovedet der skreg ”STOP NU”.  

Er jeg så færdig med at løbe? 
Jeg er først lige begyndt :)


Har du haft en ligende oplevelse så smid en kommentar og skriv hvad du lærte.