medarrangør ved et tilfælde...

-eller hvad der kan ske når man ikke kan holde sin *****, her følger histoien om hvordan man kan blive rodet ind i arrangering af "Danmarks Sydligste Halvmarathon".
foråret 2011 sidder jeg som så mange gange før og tøffede lidt rundt på Facebook, faldt over et indlæg fra vores veninde Susanne som er bosat i Gedser, der lød noget i retning af "så har Gedser fået sin egen cykelrute, bla bla bla, ruten er ca. 20 km, mere bla bla" så var det at jeg uden videre tanke straks skrev "fedt, det passer næsten med en halvmarathon....
hvad jeg ikke vidste, var at Susanne åbenbart var ven med Kirsten som er ansat af Guldborgsund kommune som udviklings konsulent på Gedser indsatsen, hun skrev kort og udfordrerne " hvis du synes det, så ring lige til mig på tlf xxxxxxxx, imorgen"

så stod man der og det eneste jeg havde været med til at arrangere var mine børns børnefødselsdage !! først tænker man nå ja hvor svært kan det være; tegn en rute, lav et depot( nå ja, 1 eller 3) så er den ged vel barberet,,,, troede jeg, det næste halve år gik med at blive meget klogere,, for det er et kæmpe arbejde der ligger forud for et halvmarathon som dybest set er fyret af på 3-4 timer.

for det første bor jeg (sjovt nok )21 km fra Gedser, og vidste ikke ret meget om Gedser, så det var ikke super let at tegne en rute dels fordi den skal indeholde en del variation både hvad teeræn angår men efter min mening skal der også være noget for øjet, man må gerne få en oplevelse med hjem. så da jeg først havde tegnet og tegnet og tegnet om igen og endelig fået den til at passe med 21,095 km (ca). så skal sådan en rute prøveløbes, og derefter prøveløb jeg den sammen med min faste løbemakker, og så var der jo også lige en 10 km rute.

så var der møder og atter møder og dette og hint både hos Guldborgsund kommune, men også hos DGI vordingborg, de er iøvrigt næsten uundværlige når det gælder praktiske ting og sager "har i husket" og "har i tænkt på " og "hvad med" sammeritter, tidstagere, udlevering af startnumre, folk i depoterne, vejvisere, trafik afspærringer, tilladelser til at løbe på diget, noget af jorden er åbenbart også ejet af en godsejer tilladelse igen, underet politiet om at man har tænkt sig at løbe på vejen(tilladelse hvis man er flere end xx deltagerer)find nogle sponsorer til alt fra præmiepenge til vand, frugt og hvad der ellers skal være i depoterne, skaf nogle frivillige( bare en 20-30 personer)hvad med parkering osv osv. ialt endte vi med at være, 4 personer fra DGI, 35 frivillige, 7 sammeritter, lars til at tage sig af børneløbet, 2 piger der gav massage (fedt ikke ? ) Kirsten og jeg selv..ialt 48 personer som lavede hele lortet GRATIS !

det var pokkers hårdt arbejde, men for pokker hvor lærer man meget af det, og det er det hele værd, den største belønning er når dagen oprinder solen skinner alle er glade alle samarbejder, og det bare spiller, og når folk kommer i mål og siger; guud jeg troede slet ikke der var smukt i Gedser. flot rute dejligt afvekslende. og når folk allerede 2 måneder efter løbet kontakter DGI og spørger hvornår man kan tilmelde sig 2012 udgaven. så ved man at man har været med til at udrette noget, noget der har skabt glæde for andre, at man har været med til at vise folk at udkants Danmark slet ikke er så elendigt endda. - og man kigger på hinanden, Kirsten, Lise fra DGI, repræsentanter fra SIF(de frivillige) og jeg selv,,,, og siger vi gør det sgu igen !!!

d.16 september 2012 kl. 10,00 i Gedser, , , , , kommer i ?

https://www.facebook.com/#!/pages/Danmarks-sydligste-Halvmarathon/188714601192828


Allan//

Mine motivationsfaktorer

Dejligt! Så kom jeg ud på min første løbetur i denne uge, og hvad skete der så i dag? Det var en smuk solskinsdag, jeg havde kun modvind på mine sidste 3 km, og jeg forberedede endda min tid. Desuden føles min krop dejlig afslappet, og jeg har det fantastisk nu :-) . Turen var altså alle ’pengene’ værd.

Men sådan havde jeg det absolut ikke, inden jeg hoppede i løbetøjet. Egentlig havde jeg planlagt at løbe i går, men jeg udskød til i dag, simpelthen fordi jeg har været igennem endnu en hård weekend med arbejde, for lidt søvn, fester og rigelige mængder alkohol. Faktisk har de seneste seks ugers weekender budt på mange fester og byture med dertilhørende mad og alkohol i store mængder. Alligevel har jeg holdt fast i min træning på trods af kæmpe ulyst dagene efter.

Jeg er nu startet på min 5. uges løbetræning, hvor jeg har været ude tre gange ugentligt hver uge. Min lange tur hedder p.t. 18 km. Jeg løb den i sidste uge, og jeg skal også ud på 18 km i denne uge. Jeg glæder mig, for hvor var det FEDT at løbe den i sidste uge. Jeg fór godt nok vild på min tur, men jeg havde det godt både undervejs og bagefter. Men i dag var det strengt. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for at komme ud, og hele turen pressede jeg mig selv, for det var hårdt. Jeg følte mig tung i krop og ben, og jeg hev efter vejret og havde nærmest kvalme. Men jeg gjorde det!

Og jeg bliver ved med at gøre det, fordi jeg har besluttet mig for at løbe det marathon til maj. Mit fokus er altså på mit mål om at gennemføre marathondistancen. Det var det f.eks. også i dag, da det var allerhårdest. Jeg blev ved med føre en indre peptalk for mig selv om, hvorfor det nu var jeg halsede rundt og hev efter vejret, for jeg vil jo så gerne bevise over for mig selv, at jeg kan nå mit mål.

Men jeg motiverer mig ikke udelukkende ved at fokusere på mit fremtidige mål. Jeg tænker i høj grad også på, hvad jeg har opnået indtil videre, og hvad løbeturene giver mig her og nu. Som nævnt har jeg gennemført fire ugers løbetræning, og hver uge er der kommet flere kilometer i benene samt hurtigere tid på de korte distancer. Det er enormt bekræftende, at jeg nu har holdt ved i en måned og, at jeg ikke er langt fra en halvmarathon. En bekræftigelse på at jeg kan, for når jeg har kunne de seneste fire uger, kan jeg også de næste 25 uger. Desuden har jeg det altid godt efter en løbetur. Det kan være hårdt undervejs (nogle dage, ikke alle) men det er altid godt bagefter, så på de ugidelige dage hjælper det at tænke på den efterfølgende velvære.

Derfor et godt tip, som jeg selv har erfaret, er ikke kun at fokusere på ens mål, men også give sig selv et skulderklap for, hvor man er nu, og hvad man har gjort for at nå dertil, for det er i den grad også en motivationsfaktor.

"Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne"

"Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne"Efter at jeg som barn fik konstateret den sjældne sygdom Fabry, har jeg levet som en sygelig gjort person, ikke dermed sagt at jeg altid følte mig syg..Jeg har altid spillet fodbold, selv om jeg faktisk ikke kunne, jeg har spillet bordtennis og i det hele taget levet som en hver anden dreng i den alder..Dog fik jeg i perioder anfald fordi min krop ikke er god til at adskille varmen og dermed kunne ligge flere uger på hospitalet med en form for feberkramper..Da jeg i 2005 besluttede mig for at stoppe med at ryge og samtidig var færdig med min uddannelse som pædagog, gik jeg i nogle år og prøvede forskellige sportsgrene, for at komme i gang igen.. Fodbold resulterede i ”gammelmandsskader” og masser af kamferlugt som trods lugten ikke hindrede fibersprængninger og forstrækninger, og derfor besluttede jeg at stoppe igen med det..I 2008 besluttede jeg efter et væddemål at løbe eremitageløbet, et løb jeg havde fablet om i mange år, men som aldrig blev til noget af forskellige årsager..Jeg løb i tiden 1:27 timer og det var jeg stolt af, da jeg ikke havde træner overhovedet..Jeg tænkte at hvis jeg kunne det, kunne jeg også løbe et maraton med træning, og da jeg som regel gør det jeg beslutter mig for, gik jeg i gang med et program lavet fra nettet.Det startede i oktober og skulle munde ud i CPH maraton 2009. Efter at have trænet noget tid søgte jeg på nettet omkring løb og faldt over Spartas løbetræning.. Da jeg foretrækker at løbe sammen med nogen, ville jeg gerne prøve de gratis søndags træningen.Jeg startede op og opdagede en fantastisk samhørighed og fællesskabsfølelse, som jeg lige præcis havde ledt efter i de andre sportsgrene..Mit CPH maraton, løb jeg sammen med en kammerat, som desværre efter 5 kilometer får en knæskade, men vi fortsætter og kæmper os sammen i mål i tiden 4:39 og som trods alle problemerne er ok, da vi kom ordentligt ind og trods alt var det debut løbet på den lange distance.Da træningen til maraton nummer 2 Berlin maraton i september 2009 er i fuld gang, er jeg desværre så uheldig at blive involveret i en trafikulykke, der resulterer i et ødelagt ansigt.. brækker kæben 2 steder, kraniebrud, hjerneblødning, brækkede kinder, og næse. Mens jeg ligger på asfalten, og jeg kommer til mig selv, er jeg ganske rolig i betragtning af hvad der er sket.. Det øjeblik jeg kan tænke klart igen, (efter 20 SEK) lægger jeg mine hænder på brystet, og tænker at det eneste jeg skal når jeg engang kommer på fode, er at løbe CPH maraton 2010, dvs. træningen frem mod..På hospitalet sagde de at det var imponerende at jeg ikke sagde mere over smerterne, men mit fokus lå jo på alle de dejlige timer jeg havde haft og skulle have igen på hold 11 med sparta…Jeg ligger i 2 måneder og begynder træningen så småt i november måned til fællestræningen på hold 11, og der møder man en masse dejlige mennesker der er gode til at hjælpe en med at holde sig i gang.. Den indre drivkraft, motivation ligger nok tilbage fra jeg var barn af, det at kunne gøre som de andre, se sig selv ikke være anderledes end de andre, bare fordi man regelmæssigt havde smerter..Min indre drivkraft nu, er hele tiden at kunne forbedre mit løb, ikke nødvendigvis hurtigere, men løb for mig er glæde, hygge, motion, sund stil, god form, masser af luft, det sociale aspekt at møde så mange dejlige ligesindede mennesker der alle er der for det samme som en selv..For mig skaber de ting livsglæde, velvære, og det er de ting der vægter højt.. en sagde til mig i dag efter Eremitageløbet, at hun synes at det kun er glade mennesker der løber, og måtte give hende ret, vi er livsglade, og vil gerne forblive sådan…2010 løber jeg så berlin maraton på 4:18, hvor målet var 4:20... 2011 løber jeg Berlin igen, og har fået at vide, jeg skal begynde at give den gas, og vil jo gerne se hvad jeg kan, så jeg løb i 3:55... Min nye plan er swiss alpine 2012, og som fartholder hos sparta, og mange dejlige timer med fællestræningen, er første skridt nået... træner målrettet mod den, og ved jeg også vil besejre den..Så tusind tak for en masse dejlige løbe oplevelser. her til sidst vil jeg sige, at jeg er gået i gang med en løbecoach udd, og glæder mig til at dele ud af min viden, både egne erfaringer, og med en masse teoretisk viden bag.. tak fordi i læste med Tony Andersen AK whYNOT

Henrik version 6.0

I mit godt og vel 33 år lange løberliv har jeg prøvet det meste; fra den lille dreng, der synes det var sjovt at løbe sammen med sin far i den lokale skov, over 10 år som ungdoms- og junior konkurrenceløber til mine snart 20 års erfaring som motionist. Et løberliv fyldt med sjove anekdoter – nogle nærmest ophøjet til legender – som jeg selv og andre velvilligt deler ud af. Det har bestemt ikke været én lang optur. Således blev jeg i drengeårene venskabeligt drillet af min træner, der mente at man i Løbeskadernes A-Z kunne udgive et særtillæg under mine initialer!

I hvert fald mærkede jeg som 15-årig de første symptomer, som de sidste 25 år har været en svært begrænsende faktor. Men nok så megen fysisk modgang har gennem årene ikke kunnet svække min begejstring for det, der er og bliver MIN SPORT!

Jeg vil ikke trætte læserne af denne blog med alle mine oplevelser – dem kunne jeg skrive en hel bog om – men jeg vil i stedet fokusere på min aktuelle situation, og hvad den gør ved mig som løber. Jeg har valgt at kalde den ”Henrik version 6.0”.

Løb er blevet populært – det mærker man jo, når ens hjerte har banket for det lige siden de tidlige drengeår. Der findes snart ikke en lille flække med respekt for sig selv, som ikke har en motions-løbeklub med uddannede instruktører, der motiverer medlemmerne til hele tiden at rykke deres egne grænser. Med min baggrund er det sjovt at være vidne til denne udvikling.

For mig har det med at løbe altid været ”down to basics” - jeg har ikke skullet hente motivationen udefra, men blot skullet sørge for at fodre min krop og mit sind med en tilpas mængde løb. Nuvel, der er da sket lidt på udstyrsfronten de seneste år, og jeg skal da ikke gøre mig bedre, end at jeg da også er hoppet med på den vogn; GPS-ur, Camelbak, kompressionsstrømper og pandelampe – jo jo, der spændende ting nok på markedet, som kan bringe ekstra dimmensioner og muligheder ind i den daglige træning, og der er skabt et potent marked for det derude...

Jeg er blevet en del af et stort fællesskab af motionsglade mennesker, der løber, måske motiveret af at kunne smide nogle overflødige kilo, måske motiveret af alle de andre bivirkninger i form af øget velvære, mere energi i hverdagen – som en del af en ny og sundere livsstil, eller simpelthen bare for at kunne fortsætte sin politisk ukorrekte livsstil med lidt bedre samvittighed!

Men jeg tillader mig også at påstå, at jeg tilhører en lillebitte og meget eksklusiv klub af gamle udtjente væddeløbsheste, der løber, fordi de bare ikke kan finde nogen somhelst mening i eller undskyldning for at lade være. Jeg har oplevet løbekammerater miste gnisten, finde andre sportsgrene eller slet og ret holde helt op med at løbe af årsager, jeg ikke forstår. Alle har vi været rigtigt gode løbere, men kun få har kunnet acceptere, at alting har sin tid – og så må man genopfinde sig selv som løber... skabe en ny løberidentitet så at sige. Derfor overskriften ”Henrik version 6.0”. Det kunne såmænd også godt være version 7.0 eller 8.0 – sorry, I lost track along the way – men pointen er, at for at bevare lidenskaben må du være forberedt på at genopfinde dig selv igen og igen... og igen!

Min 2011-sæsson har ikke formet sig, som jeg havde visualiseret at den skulle blive. Jeg havde heller ikke visualiseret, at jeg skulle modtage min opsigelse som lærer i april måned efter 12 år på samme skole, og jeg havde ikke set de psykiske og fysiske følger, der fulgte i slipstrømmen. Det kulminerede umiddelbart efter at jeg havde været med for 3. år i træk til 24-timers stafetløb i Viborg for ét af Løbeklubbens hold. Jeg var i forvejen mærket af et skidt løbeår, og jeg følte mig slidt og træt. En uge efter skubbede en bruskkive sig ud mellem 3. og 4. lændehvirvel og klemte en nerve til venstre ben med ubeskrivelige smerter til følge.

Tiden, der fulgte bød på 14 dage, hvor jeg ikke bevægede mig uden for en dør, 50 dage uden at løbe én eneste meter, og en tur rundt i det danske sundhedssystem, som det ta'r sig ud anno 2011...!

Jeg besluttede mig en oktoberdag for at prøve så småt med en for mig meget stille 5 km. Jeg satte mig for et tempo på 5:00 min./km., og jeg løb vistnok 4:58. Den dag skrev jeg på min Facebook-væg noget i retning af: ”... ikke en evne, man kommer sovende til!”. Jeg var øm i benene dagen efter, men jeg havde besluttet mig for med lav intensitet og ikke for lange ture, at forsøge at snøre løbeskoene hver anden dag – noget jeg ikke har kunnet praktisere i over 20 år! Jeg har fået konstateret slidgigt i lænden og mit venstre ben er delvist følelsesløst, men HEY... Jeg løber!!!

I november måned har jeg indtil videre præsteret 18 løbepas på 27 dage. Jeg løber langsommere end jeg gjorde før min rygskade og intensiteten er lav, jeg ta'r kortere skridt og løber med lavere tyngdepunkt. Jeg er ligeglad med min elendige 2011-sæsson, og jeg har allerede planerne klar for 2012: Jeg vil én gang for alle forsone mig med marathondistancen – måske med henblik på CPH 6h til næste år – og det vil være stort for en gammel mølædt racerhingst som mig.

HUSK: Løb med hjertet... løb altid med hjertet!

fra "stor rygende sofasidder" til superwoman

En varm sommer dag, en ganske almindelig tirsdag i juli 2006. Det blev den dag jeg røg min sidste smøg. På grund af min forfængelighed blev jeg nødt til at gøre noget for ikke at tage på i vægt. Jeg havde dog ingen kondi og dyrkede ingenting overhovedet men jeg havde en dejlig hund og alle kan jo gå . . . . ikke!

Så jeg meddelte familien at jeg i fremtiden ville tage mig af aftenturen med hunden, jeg kaldte det powerwalk og det blev det også til med tiden. Et helt år i alt slags vejr, kom jeg ud på tur, nogle dage flere gange. Jeg havde nu fundet ud af, udover at kroppen fik det bedre så var det mental hygiejne af bedste skuffe. Et år gik med powerwalk og det var ikke længere nogen udfordring at gå.

Jeg har i flere år haft nedsat lungefunktion, det er røgens skyld = mig. Men nu havde jeg det bedre med at bevæge mig, selv om jeg stadig hurtig blev forpustet. Så jeg var klar til at udfordre mig selv.

Så vi (mand og søn) begyndte at cykle, der blev købt mtb til os alle 3, vi har cyklet mange steder. På veje og i de fleste nordsjællandske skove. Men nu hvor jeg pressede min krop . . . puuhaa det er hårdt, mine lunger kunne ikke følge med og det var altid værst i starten.

Derfor tog jeg forbi læge og fik astma inhalationsmedicin med hjem.

Først sommer 2010 begyndte min søn og jeg at løbe træne. Vi startede helt fra bunden med gå og løb med det mål at kunne løbe 5 km efter 12 uger. Vi meldte os til Helsingør bycenter løb, så var der lidt at kæmpe hen mod. Spørg mig lige hvordan jeg havde det efter mit første løb … YES YES sådan en stor sejre det var, 5 km på 36 min :o)

Med alt det sne der var sidste vinter så holdt jeg min nyfundne sport, ved lige i fitness-factory. Løbebånd, spinning og styrketræning havde fået formen i top. Men jeg havde stadig svært ved at få vejret når jeg løb.

Jeg læste FB løbeklubben, det er bare så motiverende, jeg ville også alt det, de længere løb og sammenholdet som man kunne læse om. Så da sol løbet kom så meldte jeg mig til 10 km, Helsingør-Humlebæk…… hvor svært kan det lige være at få løbe tiden ned på 5:30……. ja det viser jo hvor lidt løbe erfaring jeg har/havde. Jeg nåede lige målet, sammen med min storebror som agerede hare, inden næste etape blev sendt af sted, YES.

Nu kan jeg da bare alt, hvis træningen er rigtig. Så jeg meldte mig til Powerade Copenhagen, mit første halv marathon. Men lungerne var stadig ikke så gode, så jeg tog til lægen igen, fik den store undersøgelse og det var ikke astma men kol og min lunge alder var mellem firs og skindød. Med hjem havde jeg en ny medicin der er til kol lunger. Så var det bare med at komme igang med træningen, der var intet der skulle holde mig tilbage.

Den nye medicin hjalp, mine lunger føltes bedre og jeg hev ikke nær så meget efter vejret.

Mit store mål nærmede sig, jeg havde sommerfugle i maven hele ugen før løbet. Det var rigtig rart at følges med nogle venner ind, vi tog toget. Der var mange løbere med, mine sommerfugle var i vildt oprør, men det hjalp at snakke og føle stemningen sammen med andre. Jeg var derinde i god tid men den gik lyn hurtig. Pludselig var det tid til at gå ud til start. Jeg havde stildt mig i gruppen 2:15. Og så var vi ude i gaderne. Det var i gang og der var mange løbere og tilskuere. Hvor vigtig føler man sig lige når trafikken bliver holdt tilbage for en. Jeg har aldrig været så høj af noget før som da jeg kom i mål, 2:17 blev min tid. Min største sejre. . . nu kan jeg alt, uovervindelig, SUPERWOMAN. En følelse alle skulle opleve. Jeg var høj en hel ugen efter og kan stadig finde følelsen frem når jeg trænger til motivation.

En kontrol hos lægen har vist at jeg har fået bedre lunger. Nu har jeg en lungekapacitet på 70% og en lungealder på 60 år :o)

Men 2011 er ikke overstået endnu og hvis vejret er til det, vil jeg løbe med d. 31 december "Social marathon" på Amager.

2012 byder på mange udfordringer, jeg har meldt mig til mit første mini tri 25 km i Slangerup til fordel for børnecancerfonden, men jeg vil også være med til 24H sammen løbeklubben og diverse løb som træning til Berlin marathon.

Nej, en sofasidder bliver jeg ikke igen. Den føles af velvære efter en løbetur er ubetalelig.

Da jeg stoppede med at ryge, troede jeg at lungerne fik det bedre sådan af sig selv, lidt efter lidt. Hvis jeg ikke var begyndt med at løbe, havde der måske gået længe før diagnosen kol var blevet stillet. Ryger lunger skal holdes i gang med en masse motion ellers stivner de med tiden og man ender med en iltflaske som følgesvend. Jeg kan ikke lave min fortid om og jeg har ikke lyst til at sidde og vente på iltflasken. Håber på at få mange år som løber.

Så til dem der ikke tror på at det nytter at gøre noget. Det nytter noget. Ja det gøre nok ondt i starten og det er hårdt, men man føler sig meget levende. Hvis man bare starter med at sætte det ene ben foran det andet og får gået sig varm og blodet til at rulle rundt. Det gør underværker på rygerlunger.

TRO PÅ DET, som vi siger her i familien

Det som alle taler om...

-vejret ! vi kender det jo godt, vi kan slet ikke eksistere uden vejr, og ingen gider vel at bo et sted uden vejr(og her tænker jeg altså ikke på værløse, der er da ok at bo)men alligevel bruger vi så meget krudt på det vejr som vi alligevel ikke kan gøre noget ved. vi er jo i bund og grund super sælgere !!
-vi tonser løstigt afsted selv om kroppen siger ''hey bliv hjemme på sofaen, der er rart og afslappende, der er ikke nogen efter os, så vi skal ikke flygte fra nogen, vi er sådan set heller ikke sultne, så vi skal ikke jage føde, stop dog, det er så nemt at stoppe!! ''
hvorfor er vi så pokkers påvirkelige af vejret ? i virkeligheden burde vi sige ''vejret er som vejret er'' der findes så meget fancy løbe/funktionstøj at vi faktisk kan klare os året rundt, og det er da lidt facinerende at tænke på hvor lidt tøj vi har brug for selv i januar, februar, marts måned.
med den rigtige påklædning kan det lige frem være livsbekræftende at løbe i let regn, nyde den svage afkøling og mærke hvordan naturens dufte skifter i regnen. om sommeren hvor vi klare os med let tøj som tilmed leder varme og fugt væk fra kroppen, men det mærker vi først når vi stopper og mærker hvordan varmen pludselig slår os, for slet ikke at snakke om min egen favorit løbe/vejr/oplevelse;
-den første sne, de store lette fnug, der bare daler stille, en tur igenem byens gågade der pludselig er så facinerende stille, sneen der knager under skoene, de dragende lys fra julelys og kæder,og det sjove i at se folk komme imod en med kæmpe skibukser, den store jakke, halstørklæde og krave godt op om ørene og huen godt ned i øjnene, og jeg tænker ha! du kan dårligt bevæge dig og alligevel fryser du som bare ******, og jeg har mindre end 2 kilo tøj på, alligevel bevæger jeg mig frit og let, tør og varm på og i kroppen, ganske vist bider det lidt i ørene hvor hueen ikke dækker helt, og i kinderne så man ligner en 6 årig med æblekinder,,,
-men hva når jeg kommer hjem, kan jeg tillade mig at sætte mig med en kop dampende varm kakao, og et stykke kage, og sige; jeg er ligeglad med kalorierne, for jeg har fortjent det !!

god tur, og vær ikke trist over vejret, trods alt er det med til at gøre den samme rute til 365 forskellige oplevelser..

Allan//

Min vej til marathon

Som jeg skriver i min profil, har jeg besluttet mig for at blive løber NU - og for resten af livet! Hvorfor så det? Fordi jeg har fundet ud af, at løb er så sindsyg fedt, og fordi der er så mange positive fordele. Vi kender dem allesammen: løb gør dig stærk, glad, ’fit’, og giver energi og masser overskud. Samtidig giver det indre velvære, bedre søvn og kan være afstressende, og så er du total uafhængig af tilmelding til hold og lukketider i et fitnesscenter. Disse fordele samt et ønske om at holde mig ung, sund og smuk fik mig til at starte løb som motionsform for knap tre år siden, hvor jeg lagde ud med ca. 5 km, men som jeg skriver i min profil, har alle disse fordele ikke kunne motivere mig nok til at holde mig fast i et regelmæssigt løbeprogram, for de seneste tre år har jeg samlet set løbet max. 10 måneder 2-4 gange om ugen. Der har altså været mange ”off-perioder”. Det mønster er jeg i færd med at ændre på nu, og derfor vil jeg kalde mig løber fra nu af.

Men hvad var jeg så før, jeg blev løber? Hestepige og aerobicfreak? Ikke rigtig. Jeg var vel ganske almindelig, ikke det ene og heller ikke det andet, sådan midt imellem, for jeg har aldrig været super sporty, men heller ingen sofakartoffel. Som barn foretrak jeg at læse og andre stillesiddende aktiviteter, jeg hadede fodbold og andet holdsport og var lidt mellemtilfreds i gymnastiktimerne. Det ændrede sig dog, da jeg kom på skolens svømmehold. Mine forældre har altid dyrket motion og været aktive, så de syntes, det var vigtigt, at jeg også dyrkede sport. Og svømning blev jeg faktisk ret glad for og jeg var også en af de hurtigste på holdet. Hvorfor? Fordi jeg nok er lidt af et KONKURRENCEmenneske, der elsker at vinde og gå efter guldet. I samme periode tog jeg med mine forældre og bror i den lokale badmintonhal hver søndag, hvor vi havde det SJOVT sammen og fyrede energi af på banerne. Så blev jeg teenager og byttede svømmehallen ud med ungdomsklubben og ketcheren ud med andre sjove ting, ihvertfald lige indtil jeg var 17, hvor jeg var blevet godt buttet af for meget junkfood, alkohol og inaktivitet. Jeg startede til aerobic og senere styrketræning, som jeg dyrkede et par år (og stadig gør indimellem), fordi det var nyt, sjovt og gjorde mig slank og lækker igen, men det passer mig ikke rigtig at være afhængig af et fitnesscenter, så det er ikke så tit, jeg kommer der, selvom jeg stadig har medlemskort.

Til gengæld er løb en så praktisk og uafhængig form for motion, som jeg vil holde fast i, og derfor er jeg nu i gang med at forvandle mig til en rigtig løber, dvs. en der faktisk løber og ikke bare taler om det. Desuden har jeg sat mig et mål om at løbe Copenhagen Marathon til maj næste år. Jeg har 6 måneder til at bygge min form op og vil afsætte mindst tre dage om ugen til løbetræning. Det mener jeg er realistisk og fornuftigt i forhold til at undgå overbelastningsskader og for i det hele taget at kunne gennemføre marathon-distancen. Jeg tror på, jeg kan, fordi jeg vil, men hvad ved jeg egentlig? For jeg har jo aldrig prøvet det før og var indtil for tre år siden anti-positiv over for løb. Min viljestyrke er stærk nu: Jeg startede op med sporadiske løbeture på 5-7 km i august/september,forsatte med mere regelmæssige løb 2-3 gange om ugen i oktober og i de sidste fire uger har jeg fulgt Marathonsports 29 ugers løbeprogram. Jeg glæder mig som et lille barn til at løbe distancen på 42,195 km men føler samtidig, at jeg må være godt skør, når jeg kaster mig ud i sådan et projekt. Jeg har en lille frygt for ikke at kunne gennemføre, for at jeg falder om af bar’ smerte, eller får så ulidelige kramper, at jeg må give op, og dermed tabe ansigt (for jeg hader at tabe), MEN nu gør jeg det! I dag skal jeg f.eks. ud på 18 km!! Det lyder måske ikke af meget for jer erfarne langdistanceløbere, men for os der normalt er stolte af at ha’ løbet 10 km eller ”bare” 5 km (jeg kan stadig huske hvor sej, jeg syntes jeg var, da jeg gennemførte mine første 5 km), så er 18 km en fantastisk udfordring for mig.

Denne udfordring og alle de andre vil jeg gerne dele med jer; så derfor vil mine indlæg omhandle min vej til marathon og min udvikling som løber.