Henrik version 6.0

I mit godt og vel 33 år lange løberliv har jeg prøvet det meste; fra den lille dreng, der synes det var sjovt at løbe sammen med sin far i den lokale skov, over 10 år som ungdoms- og junior konkurrenceløber til mine snart 20 års erfaring som motionist. Et løberliv fyldt med sjove anekdoter – nogle nærmest ophøjet til legender – som jeg selv og andre velvilligt deler ud af. Det har bestemt ikke været én lang optur. Således blev jeg i drengeårene venskabeligt drillet af min træner, der mente at man i Løbeskadernes A-Z kunne udgive et særtillæg under mine initialer!

I hvert fald mærkede jeg som 15-årig de første symptomer, som de sidste 25 år har været en svært begrænsende faktor. Men nok så megen fysisk modgang har gennem årene ikke kunnet svække min begejstring for det, der er og bliver MIN SPORT!

Jeg vil ikke trætte læserne af denne blog med alle mine oplevelser – dem kunne jeg skrive en hel bog om – men jeg vil i stedet fokusere på min aktuelle situation, og hvad den gør ved mig som løber. Jeg har valgt at kalde den ”Henrik version 6.0”.

Løb er blevet populært – det mærker man jo, når ens hjerte har banket for det lige siden de tidlige drengeår. Der findes snart ikke en lille flække med respekt for sig selv, som ikke har en motions-løbeklub med uddannede instruktører, der motiverer medlemmerne til hele tiden at rykke deres egne grænser. Med min baggrund er det sjovt at være vidne til denne udvikling.

For mig har det med at løbe altid været ”down to basics” - jeg har ikke skullet hente motivationen udefra, men blot skullet sørge for at fodre min krop og mit sind med en tilpas mængde løb. Nuvel, der er da sket lidt på udstyrsfronten de seneste år, og jeg skal da ikke gøre mig bedre, end at jeg da også er hoppet med på den vogn; GPS-ur, Camelbak, kompressionsstrømper og pandelampe – jo jo, der spændende ting nok på markedet, som kan bringe ekstra dimmensioner og muligheder ind i den daglige træning, og der er skabt et potent marked for det derude...

Jeg er blevet en del af et stort fællesskab af motionsglade mennesker, der løber, måske motiveret af at kunne smide nogle overflødige kilo, måske motiveret af alle de andre bivirkninger i form af øget velvære, mere energi i hverdagen – som en del af en ny og sundere livsstil, eller simpelthen bare for at kunne fortsætte sin politisk ukorrekte livsstil med lidt bedre samvittighed!

Men jeg tillader mig også at påstå, at jeg tilhører en lillebitte og meget eksklusiv klub af gamle udtjente væddeløbsheste, der løber, fordi de bare ikke kan finde nogen somhelst mening i eller undskyldning for at lade være. Jeg har oplevet løbekammerater miste gnisten, finde andre sportsgrene eller slet og ret holde helt op med at løbe af årsager, jeg ikke forstår. Alle har vi været rigtigt gode løbere, men kun få har kunnet acceptere, at alting har sin tid – og så må man genopfinde sig selv som løber... skabe en ny løberidentitet så at sige. Derfor overskriften ”Henrik version 6.0”. Det kunne såmænd også godt være version 7.0 eller 8.0 – sorry, I lost track along the way – men pointen er, at for at bevare lidenskaben må du være forberedt på at genopfinde dig selv igen og igen... og igen!

Min 2011-sæsson har ikke formet sig, som jeg havde visualiseret at den skulle blive. Jeg havde heller ikke visualiseret, at jeg skulle modtage min opsigelse som lærer i april måned efter 12 år på samme skole, og jeg havde ikke set de psykiske og fysiske følger, der fulgte i slipstrømmen. Det kulminerede umiddelbart efter at jeg havde været med for 3. år i træk til 24-timers stafetløb i Viborg for ét af Løbeklubbens hold. Jeg var i forvejen mærket af et skidt løbeår, og jeg følte mig slidt og træt. En uge efter skubbede en bruskkive sig ud mellem 3. og 4. lændehvirvel og klemte en nerve til venstre ben med ubeskrivelige smerter til følge.

Tiden, der fulgte bød på 14 dage, hvor jeg ikke bevægede mig uden for en dør, 50 dage uden at løbe én eneste meter, og en tur rundt i det danske sundhedssystem, som det ta'r sig ud anno 2011...!

Jeg besluttede mig en oktoberdag for at prøve så småt med en for mig meget stille 5 km. Jeg satte mig for et tempo på 5:00 min./km., og jeg løb vistnok 4:58. Den dag skrev jeg på min Facebook-væg noget i retning af: ”... ikke en evne, man kommer sovende til!”. Jeg var øm i benene dagen efter, men jeg havde besluttet mig for med lav intensitet og ikke for lange ture, at forsøge at snøre løbeskoene hver anden dag – noget jeg ikke har kunnet praktisere i over 20 år! Jeg har fået konstateret slidgigt i lænden og mit venstre ben er delvist følelsesløst, men HEY... Jeg løber!!!

I november måned har jeg indtil videre præsteret 18 løbepas på 27 dage. Jeg løber langsommere end jeg gjorde før min rygskade og intensiteten er lav, jeg ta'r kortere skridt og løber med lavere tyngdepunkt. Jeg er ligeglad med min elendige 2011-sæsson, og jeg har allerede planerne klar for 2012: Jeg vil én gang for alle forsone mig med marathondistancen – måske med henblik på CPH 6h til næste år – og det vil være stort for en gammel mølædt racerhingst som mig.

HUSK: Løb med hjertet... løb altid med hjertet!