Hvordan jeg blev løber – Tilløbet (1. del)

At starte med at løbe er ikke det nemmeste, man kan kaste sig over. Det er forbandet hårdt i starten, indtil kroppen har vænnet sig til det, og teknikken bliver sikkert også bedre hen ad vejen. Kunsten er at blive ved, indtil det bliver en vane, og lige pludselig kan man slet ikke undvære det. Nogle når hurtigere dertil end andre. Det tog mig ca. 25 år!

Jeg voksede op på en fodboldbane i en landsby på Sydsjælland, og selvom jeg var målmand, når vi spillede kamp, fik jeg løbet regelmæssigt under træning og leg. Jeg var sådan set i rimelig god form, og jeg har altid været lidt af en splejs, så de få gange, der var behov for det, kunne jeg ret hurtigt træne mig op til at løbe hurtigt på op til 5 km.

Det var der behov for på de næsten årlige sommerferier til La Santa Sport, hvor vi samledes med fætre og kusiner på begge sider. Vi var faste deltagere i 1/10 triathlon for hold, hvor fætter Claus svømmede, fætter Thomas cyklede, og jeg løb de afsluttende 4,2 km.

Det var regelmæssigt løb med træning i juni og konkurrencer i starten af juli – og "restitution" indtil det igen blev juni. Hvert år var planen at fortsætte løbetræningen, eller i det mindste at starte tidligere næste år, men jeg lærte det aldrig.

Inden jeg startede på DTU nord for Kgs. Lyngby svælgede jeg i kort over området, for der var fantastiske muligheder for løb i både Mølleådalen og Dyrehaven. Eremitageløbet blev det nye mål, men metoden forblev uændret. Hvert forår fandt jeg løbeskoene frem og løb et par ture, men så blev det sjældent til mere, indtil jeg modtog startnummeret 1½ uge før. Så fik jeg travlt og kunne typisk nå at smadre benmusklerne 4 gange inden løbet.

Da jeg kom på arbejdsmarkedet i blev målet DHL Stafetten, ambitionerne de samme og metoden uændret.

Fra tidlig teenager og til jeg fyldte 35 år blev jeg ikke klogere – i det mindste ikke på løb. Efterfølgende har jeg tit sammenlignet løbestart med rygestop. På trods af, at jeg ikke har prøvet det sidste, synes jeg parallellen er tydelig. Jeg kender mange, der er holdt op med at ryge rigtig mange gange. For nogle lykkes det til sidst, mens andre holder op igen i næste måned.

Fortsættelse følger, hvor jeg vil løfte sløret for den to-trins-raket, der endelig fik mig ordentlig i gang – et ucharmerende trick efterfulgt af en banal øjenåbner.