Viljen til at ville mere.

Viljen til at ville mere!

(fra søndagsmotionist til maratonløber).

Da jeg i tidernes morgen startede som løber var det som udpræget søndagsmotionist og kun lige noget jeg gad når min kære far lokkede med far/datter tid. Jeg forstod simpelthen ikke hvorfor folk frivilligt tog deres løbesko på flere gange om ugen, den kode har jeg dog fået knækket med årene.

Jeg begyndte så småt at løbe mere målrettet efter at ha født min første søn i 2006, der skulle nogle kg. Af og løb var super effektivt og virkede hurtigt. Jeg var HELT ude af form og startede efter planen løb 1 min. gå 1. min. Troede aldrig at jeg skulle blive bare søndagsmotionist igen, men løb er jo så super fantastisk at det hurtigt bringer dig i form og bare en lille bitte ekstra indsats pr. gang giver gevinst – EN Af DE STORE MOTIVATIONSFAKTORER FOR MIG.

Jeg øgede stille og roligt mine antal af km og pludselig blev det også muligt at trække vejret normalt under løbeturene, det var jo helt fantastisk at have nok luft til at hilse og smile til de andre løbere på vejen uden at måtte stoppe op derefter og gispe efter vejret i 5 min. . AT HILSE PÅ DE ANDRE LØBERE GIVER EN SKØN FØLELSE AF AT VÆRE I EN BESTEMT KATEGORI AF SAMFUNDET, DET MOTIVERER MIG AT VÆRE EN AF DEM MED FOKUS PÅ MIN KROPS SUNDHED.

1 km. udviklede sig jo hurtigt og jeg begyndte at blive en af de mange 5 km. Løbere, jeg meldte mig til diverse kvindeløb og elskede at få mit diplom som beviste på at jeg havde ydet en indsats.

Men nu er jeg jo af natur lidt af et konkurrence menneske så jeg kunne ikke rigtig helt ha´ at jeg nøjedes med 5 km. når nu der var andre der løb 10 km. ruter, så ud og træne og derefter stille op til div. 10 km. Løb. Kvindeløb deltog jeg i over en årrække, men så begyndte det at ”irritere” mig at man ikke kunne komme frem fordi der var mange ”kvidrende” grupperinger som ødelagde tiden for mig, IKKE noget negativt sagt om kvindeløb de er fantastiske sociale arrangementer, men knapt så målrettede på sportslige præstationer.

Jeg snakkede ofte om mine løbepræstationer på arbejdet og på det tidspunkt havde jeg en mandlig kollega som jeg konkurrerende med omkring MANGE ting og en dag hvor han tænkte, nu skal jeg en gang for alle ha´ skovlen under hende!!! meddelte han at måske kunne jeg slå ham i mange ting, men jeg ville ALDRIG komme til at slå ham i et maratonløb. Det skal man ikke sige til et konkurrencemenneske, så vi ga´ hånd på det og jeg kan bare ikke tåle at blive udfordret for så går jeg All IN.

Jeg læste en masse om løb på div. sider på internettet og så var jeg så fantastisk heldig at have nogle naboer der havde rigtig mange maratonløb bag sig, så jeg sugede til mig af alt deres viden og var også så heldig at have selskab af dem på mange af mine løbeture.

Jeg var himmelsk lykkelig da jeg første gang ramte de 21 km. Den følelse jeg havde i min krop glemmer jeg ALDRIG og den følelse finder jeg frem og mindes når løbeturene er hårde og kedelige. Jeg løb rigtig mange ture på denne distance og fandt ud af at min krop havde det fantastisk med de 21 km. Jeg lagde en rute hvor jeg sluttede ved havet, jeg elsker havet så det var en god gulerod for mig. Når jeg kom frem tegnede jeg et hjerte i sandet og det var mit lille succestegn.

Det er rigtig vigtigt at mærke efter hvad der kan motivere en for at fortsætte sin løbesucces og give en viljen til mere og denne konkurrence med min kollega virkede for mig. Jeg fulgte så godt jeg kunne et træningsprogram, men tilstår at jeg som mor til 2 drenge, mand, fuldtidsjob m.m. ikke altid hold planen, så da jeg endelig kom frem til startfeltet ved Copenhagen Marathon 2010 var jeg ikke helt klar, MEN min indre vilje til at vinde over min kollega var der i så stærk en format, at jeg ikke var i tvivl om at jeg nok skulle komme igennem. Stoltheden over at stå ved startfeltet denne dag var enorm, og jeg var ikke til at skyde igennem og kan da lige informere om at min kollega aldrig nærmede sig de 10 km. Og naturligvis aldrig stillede op. Han var ikke begejstret da jeg troppede op på arbejdet med min medalje om halsen et par dage efter løbetJ

Det var en super super hård tur men så helt igennem fantastisk at mærke alle de ting en maraton gør ved kroppen og ikke mindst den psyke man arbejder med, det er virkelig interessant og når jeg havde mine kriser fyldte jeg mit hoved med små kampråb til mig selv og med minder om gode oplevelser i mit liv, der er jo massere af tid til at filosofere på de 42,195 km. J

I 2011 var jeg nød til lige at nive mig selv i armen og bevise over for mig selv at jeg rent faktisk godt kunne det der med maratonløb, så jeg gennemførte endnu et Copenhagen Marathon med forbedret tid og har nu 2 fine medaljer hængene i mit soveværelse som minder mig om at jeg er en fighter der ikke giver op. Jeg tænker på mine præstationer når jeg står over for andre svære opgaver i livet og så tænker jeg, hvis du kan gennemføre 2 maratonløb så kan du også gøre det her.

Næste mål er Berlin Marathon 2012!

Mit råd til andre der gerne vil præstere noget ekstraordinært er at finde en og gerne flere motivationsfaktorer som kan bære en igennem de mange træningstimer i regn, blæst og sne.

Har selv mange skøre motivationsfaktorer, der til tider kan få mig til at grine over mig selv og mine mål, men det skal også være sjovt at løbe ;-)