7-9-13 og et rigtigt godt nytår...!

Jeg holder for tiden næsten vejret i bare spænding... en skade, jeg har døjet med siden jeg var 16 år gammel og toppede rent løbemæssigt har ikke vist sit grimme fjæs siden august!

Jeg taler om smerter på den indvendige nederste del af skinnebenet. Jeg fik dengang ikke gjort noget ved det i tide, hvilket resulterede i at jeg de efterfølgende år frekventerede, hvad der var værd at frekventere af fysioterapeuter og alternative behandlere på Fyn – men lige lidt hjalp det – og det var den direkte årsag til, at jeg tilbage i '89 måtte erkende, at jeg ikke længere formåede at følge noget der mindede om et træningsprogram.

I nogle år var cyklingen et godt supplement, der gjorde at min form ikke tog afgørende skade og hurtigheden blev nogenlunde bevaret. En overgang så det endda ud til, at jeg kunne blive en lovende Duathlet, men det satte en værnepligt en effektiv stopper for! - Men nogen en målrettet træning blev der aldrig rigtigt tale om igen.

Siden har jeg måttet trøste mig med de to løbeture om ugen, mine skinneben har tilladt mig – og det var, når det var bedst – i andre perioder, har jeg slet ikke kunnet løbe. Gennem alle årene har jeg måttet trøste mig ved, at når det gjaldt, og det skulle gå stærkt, har jeg nok kunnet levere varen. Men det er de seneste år også begyndt at knibe. Aldrig har jeg sat spørgsmålstegn ved, om der var noget, jeg selv kunne gøre anderledes. Alle årene har andre løbere vantro i blikket måtte lægge ører til mine usandsynlige historier om min manglende træning. 30 km om ugen kunne det strække sig til, når det gik rigtigt godt – almindeligvis højst 20 km.

I efteråret 2010 pinte jeg mig gennem mit 10. marathon, for sådan har det altid været. Jeg har reelt aldrig været i træning til at løbe et marathon!... og hånden på hjertet; så sjovt er det jo heller ikke, når jeg stensikker hver gang har skullet betale prisen på de sidste 12-14 km med renters rente!

Så vil skæbnen, at 2011 på alle tænkelige måder ikke bliver det år, jeg havde forudset – og når tilværelsen vil én til livs, så må man have modtræk.

50 dage efter at jeg havde pådraget mig en rygskade, startede jeg trods nerveforstyrrelser i venstre ben forsigtigt op med at løbe 5 km. Med min kæreste cyklende bag mig. Hendes opgave var mundtligt at korrigere mig, hvis jeg trak på det ene ben eller hang med den ene skulder eller på anden vis løb assymmetrisk...

Jeg havde en plan!

Hver anden dag skulle jeg løbe 5 km. Mit tempo skulle helt ned på 5 min/km – drastisk for én, som har været vant til et træningstempo på 4 min/km... og jeg var spændt – holdt benene til det?

... og så skete det forunderlige: Jeg befandt mig rigtigt godt i mit nye tempo. Før ville jeg havde lidt en mindre depression over at have løbet en tur med 4.15/km – nu var jeg kisteglad efter en tur med 4.45/km. Alle mine ture er centreret omkring egen velvære. Jeg er smertefri og på alle mulige andre måder FRI, når jeg løber.

Status her godt 2 måneder efter min forsigtige opstart er: Jeg træner i gennemsnit med 10% lavere intensitet end tidligere. Til gengæld er hyppigheden af træningspas steget med 150% og antallet af km steget med noget nær 100%. Min skridtlængde er forkortet, tyngdepunktet sænket og kadencen forøget. Dette gør, at jeg 7-9-13 ikke har mærket noget til mine skinneben... og så skulle jeg da hilse og sige, at det er svært ikke at være begejstret!

Det mest interessante her er – synes jeg: Hvorfor skulle der gå SÅ mange år, inden erkendelsen indfandt sig? - og: Bli'r det muligt at tæmme den indre racerhund? - Hvordan vil det påvirke ego'et IKKE at yde sit ypperste?

Nu har jeg i over 20 år med et minimum af indsats behandlet min krop efter princippet om kviklån, og betalt dyre fysiske renter. I fremtiden sætter jeg tæring efter næring!... Alle bli'r vel voksne på ét eller andet tidspunkt!!?

Endnu en gang: God Jul og et rigtigt godt og løbebringende Nytår!

Henrik Olsen.