fredag den 9. december 2011

Halvejs i mål

Kære løbere,

Hvor har det dog været en fantastisk uge. På trods af begyndende smerter i sidste uge, har jeg kunne gennemføre min træningsplan med nogle få justeringer, og så har jeg løbet mine første 20 km (-:

Mine underben havde det ikke særlig godt i sidste uge. Det var ikke sådan, at der var 'glasskår' i benene, men der var smerter også i hviledagene, som har betydet, at jeg har sat tempoet lidt ned. Min fejl har nok været, at jeg både øgede fart og distance, hvilket er no-go for en langdistance-begynderløber som mig. Så jeg løber lidt langsommere, og så har jeg været kreativ og fundet masser af blødt underlag, som har hjulpet meget på mine ømme skinneben. Jeg er så heldig at bo i nærheden af et kæmpe græsareal med en omkreds på. ca. 2,5 km. Det har så betydet, at jeg har måtte løbe nogle omgange rundt, som er liidt kedligt, men jeg har fået løbet, så jeg er glad, og turen derhen langs stranden er skøn.

I går løb jeg så mine første 20 km i smukt solskinsvejr og tilmed på min fødselsdag. Det kunne simpelthen ikke være bedre. Vinden var frisk, og det var en smule koldt om hænderne, men det var en fin tur, som gav mig energi til min fødselsdagsmiddag senere. I dag er mine ankler en smule hævet, og jeg har fået en underligt lilla mærke ved knæet, men ellers har mine ben det fint, og de næste par uger, inden mit rigtige halvmarathon nytårsaften, byder ikke på distancer over 18 km, så jeg kan ikke forestille mig at skulle løbe ind i flere kriser/problemer i december.

Resten af året vil jeg fortsætte mine tre løbedage om ugen og måske forsøge at få lavet noget regelmæssig muskeltræning også. Og så vil jeg ellers nyde julen med alt, hvad der dertil hører.

Ps. Tak for kommentarer ved seneste indlæg. Dejligt også at få respons. Siden sidst har jeg fået lange strømper på, når jeg løber, og benvarmere om aftenen, og så varmer jeg grundigt op (hvilket jeg forsømte lidt før) og sørger for god udstrækning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar